Smilet er den korteste afstand mellem mennesker

Frivillige gør en forskel for beboerne på Lundergården

10. maj 2019 kl. 11.25

VRÅ: Vi bliver modtaget på Lundgårdens Torv af Jonna Vingaard, som har et meget smittende smil og imødekommende væsen. Og da en høj lyd gør en af de demente beboere lidt forskrækket, er Jonna hurtigt hos hende for at fortælle, at det bare var ”træk-kvinden”, der smækkede en dør lidt hårdt i. ”Træk-kvinden” kender de åbenbart begge to og dermed er det problem ude af verden.

Jonna Vingaard begyndte at komme på Plejehjemmet Lundgården i Vrå, da hendes mor flyttede ind for 11 år siden. Da moren døde i 2015 fortsatte Jonna med at komme på besøg hos de beboere, som hun var kommet til at kende rigtig godt, og efterhånden udviklede det sig til en mere vedvarede frivillig indsats. Blandt andet i takt med, at Lundgården udviklede sig til et plejecenter med fokus på beboere med demens.

- Det er et rigtig dejligt sted med mange forskellige tilbud og aktiviteter tilpasset de mennesker, som bor her. Jeg er for eksempel ansvarlig for stedets genbrugsbutik, som foruden at sælge tøj, bøger og nips også tilbyder skopudsning og at sy knapper i. Desuden er jeg tovholder i Lundgårdens Venner, som én gang om måneden inviterer til musik, dans, fællessang og kaffe, fortæller Jonna Vingaard, som er én blandt de 15 frivillige, der sammen med beboere, personale og pårørende er med til at gøre Lundgården til et godt sted at være.

Samvær, samarbejde og smil synes at præge stedet, som også har ”Rottehullet”: et lille værtshus. En bus som beboere, medarbejdere og frivillige kører ugentlige ture i. En købmandsbutik. Thora´s Ishus. En campingvogn, som er mål for udflugter med madkurv. To høns, som leverer æg til de hjemmebagte kager. Huskatten Eddie, som gerne modtager invitation til at komme på besøg i lejlighederne. Og på turen rundt i området, kommer vi også forbi det nye drivhus, som ”Prebens Drenge”, frivillige fra Idrætscenter Vendsyssel, har hjulpet med at stille op.

- Vi hjælper hinanden, og gør meget for at beboerne skal få gode oplevelser. Det er vigtigt, at vi har det rart sammen, og som frivillige er vi ekstra ”varme hænder” og har altid tid til en snak. Samværet med beboerne er meget givende og vi vil gerne være flere frivillige. Der er gang i så meget forskelligt, at jeg nærmest kan love, at alle kan få opgaver, som de vil synes godt om. Og oven i det kommer det frivillige fællesskab og glæden ved at gøre en indsats, som også betyder en forskel for andre mennesker, siger Jonna Vingaard.

Det næste store projekt er ændringer i gårdhaven, hvor Thora´s Ishus allerede er godt placeret. Planen er at skabe hjørner og andre steder, hvor der er læ for vinden. Og har du, mens du har læst dette, fået lyst til at være med som frivillig i denne eller andre opgaver på Lundgården, er du velkommen til at kontakte Jonna Vingaard på tlf. 24 44 25 05.

Ønsker du at vide mere om andre tilbud og muligheder i den frivillige sociale verden, er du velkommen i Frivilligcenter Hjørring. Her er åbningstiden tirsdag og torsdag kl. 08.30 – 17.00. Adressen er Østergade 9 i Hjørring. Koordinator Mette Jakobsen træffes alle hverdage på tlf. 24 26 40 70.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste