Smil, lettelse og god stemning på Sindal Marked
Der var glæde og ikke mindst lettelse, da den 30. udgave af Sindal Marked Kristi himmelfartsdag gik i gang. Og det skyldtes ikke kun det perfekte vejr. Året op til jubilæumsmarkedet har nemlig været præget af rod i kulissen og usikkerhed om markedets fremtid.
- Følelsen af at stå her som frivillig er lidt anderledes i år. Der er en god stemning, og så føles det også som om, der er lidt lettelse. Folk er så klar til, at det skal blive et godt marked i år, siger Kate Andersen, der er én af de omkring 400 frivillige på Sindal Marked.
Da to af de helt centrale aktører bag markedet, Sindal Rideklub og Sindal Rideklubs Venner, i efteråret kom i økonomiske problemer, så opstod der samtidig usikkerhed om markedets fremtid.
- Vi var lidt spændt på, om det kunne ramme os. Vi havde mange møder fra september frem til marts. Hele tiden poppede der nye spørgsmål op. Det har bekymret byens borgere og hjælperne, fortæller Henrik Pedersen.
- Vi har da været nervøse for, om markedet blev til noget og om vi skulle ud og hjælpe til, som vi har gjort de forrige år. Men vi håbede, at markedsudvalget skulle få det til at lykkes, siger Kate Andersen.
Det var usikkerhed om, hvorvidt halvdelen af overskuddet fra markedet ville ende hos kreditorer i stedet for de unge i Sindal Rideklub, som gik konkurs. Og der var tvivl om, markedet fortsat ville kunne afvikles på grunden ved rideskolen, hvor markedet gennem årene har investeret mange penge.
- Vi har lagt elkabler ud, der er ølslanger i jorden til teltene, der er master, vi har lavet opmålinger, der er depot - et slag på tasken er at vi har brugt én million kroner her. Det ville koste mange penge at flytte markedet. Penge som vi slet ikke har, fordi vi giver overskuddet videre til andre formål, påpeger medlem af markedsudvalget, Henrik Pedersen.
Men de mange frivillige, byens foreninger og lokalområdet kunne alligevel ånde lettet op. For alle kræfter blev sat ind for at redde markedet, som både giver penge til det lokale foreningsliv og som hører til blandt de største events i Hjørring Kommune. Både de lokale pengeinstitutter, advokater, markedsudvalget, foreningslivet i Sindal og Hjørring Kommune kæmpede for at bevare Sindal Marked.
- Det har været ualmindeligt vigtigt, at de problemer der var i rideklubben og Sindal Rideklubs Venner, ikke rev tæppet væk under ungdomsaktiviteterne i Sindal og omegn. Så det har været utrolig vigtigt at der også fremover var et marked til at støtte ungdomsarbejdet. Samtidig er det én af de fem største events i kommunen, som tiltrækker op mod 100.000 mennesker, påpeger Hjørrings borgmester Arne Boelt (S).
Nu er problemerne imidlertid løst. Sindal Rideklub er blevet afløst af en ny rideklub, SRV Tyrsig, overskuddet fra markedet går til ungdomsarbejdet og så er Sindal Marked ikke mindst blevet sikret de næste mange år frem.
- Vi har nu papirer på, at vi kan holde marked på jorden ved Tyrsig de næste 30. Så nu kan vi bare nyde fire fremragende dage med godt vejr, griner en lettet Henrik Pedersen.