Små huer til små hoveder - et lille men vigtigt ritual

Soroptimisterne i Hjørring markerede ti år for huerne, der både charmer og varmer babyerne

28. oktober 2019 kl. 13.55

HJØRRING: 14.000 nyfødte er gennem de seneste ti år blevet budt velkommen til verden på fødegangen i Hjørring med en strikket navlesnorshue.

Hjørring Soroptimistklub markede forleden ti-året for huerne på sygehuset i Hjørring.

Carla Lynggaard Borup var den baby, der for ti år siden fik den første navlesnorshue på. Og hun var mødt op til jubilæet sammen med sin mor. Det samme var nogle af de mange damer, der strikker de små huer.

Lene Pedersen, der koordinerer projektet i Soroptimisternes regi, takkede de kreative stikkere:

- Vi har gennem årene erfaret, at det giver stor glæde, at strikke til de nye verdensborgere. Og det er altid en fornøjelse at komme til fødegangen med nye leverancer - de bliver altid modtaget med smil. Tak for jeres engagement, lød det fra Lene Pedersen til personalet på fødegangen.

Ledende jordemoder Helle Høy Simonsen bekræftede, at huerne gør lykke.

- Vi er glade for huerne. De er med til at skabe et lille men vigtigt ritual, når der er kommet et barn på fødestuen

- Det er en afslutning på fødslen og i de allerfleste tilfælde er det en stille og rolig stund, hvor vi har tid og ro til at beundre det nyfødte barn.

Tanken er, at fædrene vælger en hue, men sådan går det ikke altid.

- De allerfleste gange får faderen lov til at vælge en hue til barnet. Men i andre tilfælde, vælger fædre en hue og får at vide: ”Den er rigtig fin, men kan du ikke vælge en anden”, fortalte Helle Høy - og hun konstaterede i samme åndedrag, at der er huer for enhver smag.

- Der er stor variation i størrelser, farver og motiver - og de fleste forældre er glade for den samme hue.

Helle Høy bragte inspiration fra jordemødrene til strikkedamerne.

- Mange fædre eftersøger huer med sportslogoer på - noget med FCK, Fortuna eller Manchester - og rigtig mange forældre kunne godt tænke sig højtidsrelaterede huer - for eksempel små nissehuer. Det er bare til inspiration, lød det fra Helle Høy.

Der var sponsorerede kager og kaffe til jubilæumsgæsterne, og taler og taffel blev holdt i glasgangen, hvorfra der er udsigt til det nye Kvinde-Barn hus og de nye fødestuer.

- Vi håber selvfølgelig, at projektet fortsætter rigtig lang tid endnu, så vi også de næste ti år kan putte små huer på små hoveder.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste