Billede beskrivelse

Skulderklap til ungdomsforeninger

Seks foreninger modtog samlet 227.000 kroner i støtte

23. april 2020 kl. 12.01

HJØRRING: Der er godt nyt for de idébestemte og samfundsengagerende ungdomsforeninger i Hjørring Kommune.

I 2019 har Dansk Ungdoms Fællesråds lokalforeningspulje på baggrund af ansøgninger bevilget i alt 227.000 kroner til forskellige initiativer i kommunens ungdomsforeninger.

I puljen har lokalforeningerne kunnet søge om penge til f.eks. at afvikle større arrangementer, workshops og kampagner; til anskaffelser og materialer som uniformer, instrumenter, telte, elektronik, trailere, kanoer samt mindre nybyggerier som shelters og mindre renoveringer af foreningens lokaler.

- Det er godt at se, at så mange ungdomsforeninger får glæde af puljen, og at der har været god efterspørgsel. Jeg har selv oplevet, hvordan foreningslivet skaber liv i et lokalsamfund, så jeg glæder mig over at pengene kommer de frivillige kræfter til gode, siger Karsten Lauritzen, der som tidligere skatteminister var en af hovedkræfterne bag etableringen af lokalforeningspuljerne.

Pengene er gået til FDF Hjørring, som fik 61.490 kroner mens kollegerne i Tårs sikrede sig 63.329 kroner.

Klubberne i Kirken i Kulturcenter Vendsyssel modtog samlet 43.900 kroner.

Til Sindal Gruppe var der 35.600 kroner.

I Vrå var der penge både til Baptistkirkens B&U og til Vrå Kreds.

De modtog henholdsvis 16.253 kroner og 6.572 kroner

- Det betyder enormt meget for de lokale ildsjæle i foreningerne rundt i hele Danmark, at de har den her mulighed for at få opfyldt nogle af deres drømme.

Lokalforeningspuljen giver landets demokratiske børne- og ungdomsforeninger endnu bedre muligheder for at skabe meningsfyldte aktiviteter og fællesskaber, hvor unge kan trives, lærer at samarbejde med andre og at tage ansvar. Og jeg er glad for, at politikerne kan se, hvor stor gavn og hvor stor en konkret forskel midlerne gør i hverdagen i foreningslivet, siger formanden for Dansk Ungdoms Fællesråd, Chris Preuss.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste