Billede beskrivelse

Skoleleder sendte elever tidligt på ferie

01. juli 2024 kl. 08.31

HJØRRING: Inden Undervisningsministeriet rykker ud med bål og brand, skal det dog tilføjes, at det var ni minutter skoleleder Klaus Lundsgaard eftergav eleverne på HPR.

Inden da havde elever, lærere og forældre sat hinanden stævne i hallen for at sige god sommerferie.

HPR fylder næste år 150 år. Det betyder selvfølgelig, at der er en del traditioner, der følger skoleåret, og som både lærere, elever og forældre glæder sig til.

En af dem er en hel særlig sang sidste skoledag: ”Ferie, ferie, ferie" af Victor Skaarup og Ole Mortensen fra 1957.

Billede beskrivelse

I år var ingen undtagelse, og skolens elever og lærere - minus 9. klasserne og 10. klasserne - mødtes i hallen ved siden af skolen for at synge den gamle sang, som Klaus Lundsgaard mener at vide, at der i hvert fald har været tradition for at synge sidste skoledag de sidste 20 år.

- Men det kan også være længere. Jeg kan i hvert fald ikke huske, at den ikke har været en del af sidste skoledag, sagde han.

Billede beskrivelse

Efter, at 6. C havde leveret den form for hyldest, der kan få tårerne frem i øjnene på selv den mest hardcore klasselærer, sagde Klaus Lundsgaard nogle ord om året, der er gået.

Han kunne også fortælle, at skolen er blevet klimapartner hos Hjørring Kommune, og at skolens nye solcelleanlæg allerede har generet masser af bæredygtig strøm. Han fortalte også, at der næste år, som et nyt klimavenligt tiltag, kommer en byttebørs, hvor eleverne kan bytte tøj med hinanden.

Billede beskrivelse

Så ønskede skolelederen alle ”god ferie,” og elever, lærere og forældre myldrede ud i sommervarmen. Ganske godt tilfredse med at have fået ni minutters ekstra ferie.

Eleverne på HPR skal være tilbage i klasselokalerne 12. august.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste