Skøre strømere og brede grin til Open Ny Night
Hjørrings hovednavn - Blak - blev mere end en time forsinket, men mange fans trodsede kulden og ventede
HJØRRING: En piv-kold blæst fyldte byens gader og stræder til Open by Night i Hjørring fredag aften. Kombineret med temperaturer, der mindede mere om vinter end forår, lagde den en kraftig dæmper på lysten til at være ude.
Aftenens hovednavn Blak blev på sin vej til Hjørring fanget i trafikken på grund af et uheld længere nede i landet, og han gik derfor på scenen på Springvandspladsen mere end en time senere end han var programsat.
- Vi var hurtige og fik fat i DJ Søren Homan, som informerede dem der kom til koncerter - og varmede op til koncerten, fortæller eventchef Rikke Ejsehardt fra Hjørring Handel.
- Det var han god til. Og mange havde en fest, inden Blak endelig kom på.
- Der var pænt med mennesker, selvom mange nok var gået. Ikke alle de unge mennesker måtte blive og vente. Mega ærgerligt, tilføjer Rikke Ejsenhardt.
- Vi løste det på bedst mulig måde, og der blev trods alt Blak-koncert - med skrigende fans. Og alle der ønskede at møde Blak og få taget billede eller få autograf, ja de fik deres ønske opfyldt.
Hjørring mødte i løbet af aftenen De skøre Strømere - et gadeteater, der skabte løjer og humør både i gaderne og i butikkerne. To betjente til ”hest” og en forbryder på en ”zebra” fik de store smil frem hos både store og små.
Det samme gjorde et hold gadeteater-elever fra Halvorsminde Efterskole, der forsynet med støvkoste gjorde rent både her og der. Og hermed er bolden givet op til en hel uge med Aprilfestival. En børneteaterfestival, der skydes fra start søndag i Lundegårdhallen med et stort gratis show - og kulminerer næste weekend.
Hele den kommende ugen er der et væld af gratis teaterforestillinger for børn og unge.