Skøjtebanen: Pønser på comeback i midtbyen
Hjørring Handel har hede drømme om en skøjtebane på Springvandspladsen
HJØRRING: Det er mere end en håndfuld år siden, at man kunne suse rundt på en skøjtebane i Hjørring.
Tusindvis af især børn og unge forlystede sig på isen, men en kombination af et ganske pænt energiforbrug og kommunal smalhals aflivede skøjtebanen på stadion.
Men nu er der måske håb for skøjte-prinsesser med hede isdrømme: På generalforsamlingen i Hjørring Handel onsdag aften fortalte en lidt hemmelighedsfuld handelsformand om, at der er planer om en ”aktivitet” på Springvandspladsen, der måske kan trække 25.000 mennesker til i en periode på tre-fire måneder.
- Men mere om det senere på året, lød beskeden til medlemsskaren på Hotel Phønix.
Efter et moderat pres åbnede formanden dog lidt op for posen:
- jo, det er skøjtebanen, vi går efter at få tilbage - den har jo tidligere været en stor succes, siger formanden, Allan Sørensen.
Vurderingen er, at projektet måske kan løbe op i fire millioner kroner.
Allan Sørensen påpeger, at selv om Hjørring Handel har oplevet medlemsfremgang, så kan foreningen ikke løfte opgaven alene. Så der arbejdes intenst på at rejse finansiering fra anden side.
- Men vi har brug for at skabe flere oplevelser i midtbyen, siger Allan Sørensen - blandt andet med henvisning til den stigende nethandel, der presser dele af handelslivet.
Hvis det lykkedes at give Springvandspladsen det glatte lag i form af en skøjtebane, vil det muligvis presse kyssetræet - juvelen i byens julebelysnings-krone.
- Lykkedes projektet med skøjtebanen, så kan det være, at vi må finde en ny placering til kyssetræet, siger de handlendes formand.tn