Skiveskåret premiere på teatret: De gyldne minder ...

Der var ikke meget knas på vinylen, da der var premiere på et helt nyt arrangement - pladebasar - på Vendsyssel Teater i weekenden

16. september 2019 kl. 10.44

HJØRRING: Når jeg hører ordet streaming, så spænder jeg hanen på min revolver ...

Den lille omskrivning af det klassiske citat rammer nok ikke helt siden af, når det gælder lørdagens skiveskårede premiere på Vendsyssel Teater.

I samarbejde med teatret stod Søren Foged Christensen bag en pladebasar i Hjørring, hvor man kunne få fingre i eftertragtede vinyler.

13 havde booket en stand, og de havde slæbt så meget med sig, at de lagde beslag på 35 meter bord. Der var pænt med besøgende, lyder det fra arrangøren, som også selv var klar til en handel:

Søren Foged Christensen købte således en live-optagelse fra september 1978 på vinyl med De Gyldne Løver - optagelser som stammer fra henholdsvis Sysseltinget i Hjørring og Multi Maren i Aalborg.

- Det er 41 år siden, og Sysseltinget skal jo til at rives ned, så den synes jeg var lidt sjov. Samtidig er det også forbundet med en masse gode minder, for da jeg var dreng, så satte min far altid et kassettebånd på i bilen med De Gyldne Løver, når vi kørte på efterårsferie til Sverige, siger han.

Han gav i øvrigt sølle 30 kroner for pladen, så helt ruineret er han næppe blevet.

- Jeg synes, at det gik bedre end forventet med basaren, så vi har allerede besluttet, at gentage arrangementet næste år, fortæller Søren Foged Christensen.

I år 2020 holdes dagen 5. september.tn

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste