Skibstømrer lærling fra Løkken hjælper med på Gølbåden
GJØL/LØKKEN: Der bliver arbejdet flittigt i Gølbådens Træskibslaug. En ny skibstømrer og god hjælp af de frivillige kræfter får båden til at tage form på Bjergets Vej 64.
Det er snart tiden, hvor de sidste planker skal monteres. Kahytten er klar til maling og selve båden er klar til kalfatring og begning (tætning).
- Det går fremad og der er foreløbigt brugt over 2.100 frivillige timer på Gølbåden, fortæller formanden for Gøl Bådens Træskibslaug, Søren Petersen.
- Jeg forventer og håber på, at båden kan blive søsat til sommer.
Gølbåden har også fået ekstra hjælp for skibstømrerne fra Slettestrand, som har fået ansat en lærling, og som nu er i fuld gang på Gjøl.
Det er den 23-årige Løkken-dreng Mikkel Ussing Lynge som er startet i lære.
- Efter et foredrag på Løkken Skole med Thomas Højrup (bestyrelsesformand for Han Herred Havbåde og formand for kystfiskerlauget, red.), syntes jeg, det kunne være spændende at komme til at bygge skibe, fortæller en optimistisk Mikkel Ussing Lynge.
- Jeg har også hele livet set på bådene på standen i Løkken så det har vel hele tiden været i min DNA.
- Uddannelsen tager 4½ år og skoleforløbet foregår i Hillerød. Vi startede 17 elever og de 10 har fået læreplads.
- Jeg ser frem til at hjælpe færdigt her på Gjøl ellers så bliver mine arbejdstimer brugt oppe hos Havbådene i Slettestrand og i Thorup under ledelse af bådebygger Peter Madsbøll.