Skal du nå at smage? Snart takker Fiskekrogen af

25. juli 2022 kl. 08.09

Det er snart sidste udkald, hvis fiskekonernes lækkerier i Fiskekrogen i museumshaven på Hirtshals Museum skal smages. For fredag den 29. juli er sidste dag, hvor fiskekonerne serverer fiskeplatter med røgede sild, varme fiskefrikadeller, nystegte fiskefileter og fersk røget laks. Hvis det kun er den lille sult, der melder sig, kan de forskellige ting også købes enkeltvis.

Det er også den sidste dag for Haveholdet, der har mange forskellige aktiviteter for både børn og voksne. Pensionerede fiskere og vodbindere demonstrerer spændende håndværk og fortæller røverhistorier fra de syv have. Besøgende kan blandt andet være med til at slå reb, bøde net og lave sjippetov eller langereb. Herudover fremstilles der hængekøjer, flaskeskibe, sommerhusflag, ringspil og meget andet.

I museumshaven kan man også se mange af de krydderurter, der er anvendelige til bjeskfremstilling. Hver onsdag formiddag i juli bliver der fortalt om de aktuelle planter og fremstillingen af bjesk. Medbring eventuelt egen Brøndum Snaps og få den forvandlet til en flaske bjesk i bedste Signe Hansen-tradition.

I museets udstilling ”Hirtshals ved havet” kan man blive klogere på byens udvikling, havnens historie og de gamle fisketeknikker, ligesom man kan besøge ”det ternede hus” og se, hvordan en fiskerfamilie i Hirtshals boede i begyndelsen af 1900-tallet.

Haveaktiviteterne foregår mandag til fredag fra klokken 10.00 til 15.00 i juli måned på Hirtshals Museum. Museets udstillinger er ligeledes åbne alle søndage klokken 11.00 til 15.00, hvor der dog ikke er aktiviteter i haven.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste