Billede beskrivelse

Skal du med til Brunch & Byråd: Hvor skal vindmøllerne stå? Skal vi have mere vild natur?

31. oktober 2021 kl. 07.00

Hvor skal vindmøllerne stå? Skal vi have mere Vild med vilje? Hvad skal kommunen spare – eller spendere – på? Den nære debat med de lokale politikere er vigtig for demokratiet. Derfor inviterer Hjørring Bibliotekerne – som optakt til det forestående lokalvalg – til Brunch & byråd. Her kan du komme på tæt hold af din lokalpolitiker og spørge om lige præcis det, du gerne vil vide mere om.

Brunch & byråd foregår på Hjørring Bibliotek i Metropol lørdag den 6. november kl. 11. Princippet er som til speeddating, fortæller Tina Kragelund, arrangementskoordinator på biblioteket:

- Vi har inviteret syv politikere fra hele det politiske spektrum. Publikum sætter sig rundt om i vores café, og politikerne cirkulerer så mellem bordene. Det giver chancen for at spørge mere direkte og om konkrete emner. Vi har allieret os med journalist Pia Beltoft Nielsen fra TV2 Nord, som sætter gang i debatten og sørger for at samle op til sidst. Brunchen leveres af vores café, Lige efter bogen.

Medier og magthavere

Udover Brunch og byråd sætter Hjørring Bibliotekerne fokus på valg med arrangementet ”Dig og mig og magthaverne” den 4/11. Her fortæller journalist Klaus Bundgård Povlsen (kendt fra TVAvisen) om et liv i det politiske TV-landskab – om mediernes fremstilling af politikerne og vælgernes forhold til dem.

Fredag den 5/11 har bibliotekets populære morgensang demokratiet som tema, og sangvælgerne er politikerne Claus Mørkbak Højrup og Line Kraghede. Hjørring Bibliotek viser desuden en udstilling af stemmesedler gennem tiden, arrangeret af den tværpolitiske organisation, Folkevirke – og den 9/11 følges udstillingen op af et debatarrangement.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste