Skageraks forlis med i ny bog om danske katastrofer
Danmarkshistorien er fuld af dramatiske begivenheder, som på hver deres måde har været med til at forme vores samfund, som vi kender det i dag. Dyrekøbte erfaringer og store menneskelige tragedier har bidraget til nutidens høje niveau af sikkerhed, beredskab og forebyggelse.
I bogen Danske katastrofer fortæller historikeren Rasmus Dahlberg den danske katastrofehistorie i 30 kapitler fra togulykken i Gentofte i 1897 til flystyrtet i Linate-lufthavnen i 2001. Fortællingerne om jernbaneulykker, skibskatastrofer, flystyrt, oversvømmelser, brande og eksplosioner handler om individuelle tab og ufattelig sorg, men rummer samtidig historier om enestående menneskeligt mod og evnen til at overleve det utænkelige.
Et af disse kapitler handler om færgen Skageraks forlis den 7. september 1966, som har fået titlen Miraklet ved Vestkysten. Af 144 passagerer og besætningsmedlemmer mistede kun en livet på grund af en heltemodig redningsindsats. En mandlig norsk passager døde af et hjertestop, sandsynligvis på grund af chok i forbindelse med den voldsomme hændelse,
Rasmus Dahlberg skriver i et afsluttende afsnit, at forliset fik betydning for efterfølgende danske skibsbyggerier. En omstridt portkonstruktion blev aldrig igen anvendt på danskbyggede færger.
Hans baggrund for at skrive om 30 dramatiske hændelser i danmarkshistorien er et speciale i katastrofer og beredskab ved historiestudiet samt efterfølgende forskning. Claus Dahlberg er således medstifter af Copenhagen Canter for Disaster Research på Københavns Universitet.
Bogen Danske katastrofer er udgivet på Gyldendals forlag.