Billede beskrivelse

Sindals nye plejecenter bliver forsinket

23. december 2021 kl. 10.00

Det var egentlig planen, at det første spadestik til det nye plejecenter i Sindal skulle tages i det efterår, der netop er gået.

Men flere ting har stået i vejen for at skyde projektet i gang, og derfor er der nu udsigt til, at de første fysiske skridt i retning mod en etablering af det nye plejecenter først bliver til virkelighed i løbet af 2022.

- Vi er i fuld gang med forberedelserne, men det er bare ikke synligt endnu, siger Henrik Lolholm, der er projektchef i Hjørring Kommune og blandt andet står i spidsen for det nye ældrecenter, Vendelbocenteret, der skal tælle 96 boliger plejeboliger, et aktivitetscenter for ældre borgere, træningsfaciliteter til genoptræning, en sygeplejeklinik samt formentlig en café.

Han fortæller, at byggeprojektet er forsinket, fordi der er lagt mange kræfter i brugerinddragelse og dialog med rådgivere, så Vendelbocenteret bliver efter kommunen og borgernes ønsker. Samtidig har corona-pandemien affødt så høje priser på byggematerialer, at man først sætter projektet i udbud blandt entreprenørerne i det nye år, hvor man håber, at priserne har nået et mere normalt leje.

Gigantiske sandbunker

Selvom første spadestik er blevet forsinket, så er der dog sket nogle synlige forandringer på plejecenterets 10.000 kvadratmeter store byggeareal på sydsiden af Hjørringvej overfor Falck.

Lige nu er man nemlig i gang med at udgrave et stort regnvandsbassin øst for Vendelbocenterets nye placering, og her har man fundet sand, som er egnet som fundament under det nye byggeri, der er budgetsat til cirka 180 millioner kroner.

Det sand er nu ”lagt til tørre” på plejecenterets areal, så det kan bruges i det senere arbejde på grunden.

Det er dog fortsat uvist, hvornår projektet rigtigt skydes i gang med første spadestik.

Sluttidspunktet har man dog på plads:

- Vi regner med at være færdige ved udgangen af 2023. Det er det, vi arbejder efter, siger Henrik Lolholm, selvom det ellers tidligere var planen, at plejecenteret skulle stå færdigt midt 2023.

Hjørring Kommune har indtil videre indgået et samarbejde med Cubo Arkitekter, ingeniørfirmaet Niras og Landskabsarkitekt Skaarup Landskab, der skal arbejde sammen om at nå i mål med det nye plejecenter, der bliver kommunens største.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste