Sindal-virksomhed er ekspert i panser

06. april 2022 kl. 15.30

Scanfiber Composites i Sindal skaber sikkerhed over hele verden. Virksomheden fremstiller avanceret letvægtspansring til beskyttelse af personer, køretøjer, skibe, patruljebåde, helikoptere og fly - både militært og civilt. Denne ballistiske beskyttelse betyder, at indkommende projektiler og fragmenter bremses, og dermed undgår at såre eller dræbe personer i både militære og civile køretøjer, skibe og fly.

Pansringen består af fiberkompositter, som er et materiale, der er sammensat af forskellige materialer på en sådan måde, at det får bedre egenskaber end materialerne hver for sig. Fiberkompositter er tilmed 13 gange stærkere end stål og betydelig lettere. Denne egenskab gør, at der kan laves en effektiv letvægtspansring på eksisterende køretøjer, skibe og fly, hvilket er meget eftertragtet både militært og civilt til eksempelvis FN-køretøjer og til NGO’er, der opererer i konfliktområder.

- Letvægtspansring af køretøjer til militært brug samt til FN og NGO er en stor del af vores forretningsområde samt beskyttelse til containere, der anvendes til eksempelvis indkvartering og administration. Vi har sørget for beskyttelse til mandskabet i mere end 6.000 FN og NGO køretøjer og beskyttelse til mandskabet i de danske infanterikøretøjer, der var i brug i Helmand provinsen i Afghanistan, fortæller administrerende direktør Erik Bundgaard Christensen.

Højteknologisk udstyr

Scanfiber udvikler og fremstiller pansringen helt fra bunden, og med firmaets omfattende kompetencer og erfaring, placerer det Scanfiber blandt de førende leverandører i verden. Moderne produktionsudstyr og et stort lager af råmateriale gør, at Scanfiber er fleksibel og hurtig kan omstille produktionen, hvilket sætter firmaet i stand til at løse hasteopgaver.

Scanfiber fremstiller materialerne i så høj en kvalitet, at pansringens egenskaber ikke ændrer sig og svækkes i mindst 10 år, og det er ganske enestående.

Til fremstillingen af de avancerede beskyttelsesmaterialer benyttes moderne højteknologisk udstyr. Når fibermaterialerne skal sammensættes til en vis tykkelse, kommer de under et 4.000 tons tryk i en moderne trykpresse, og i en avanceret autoklave kan flade beskyttelsespladerne formes, så også runde genstande kan beskyttes.

Scanfiber udfører løbende omhyggelige kontroller med de materialer, der indgår i produktionen og sikrer sig, at der altid leveres et ensartet og højt kvalitetsmæssigt produkt. Alt er testet og certificeret i overensstemmelse med de internationale standarder. Scanfiber er desuden certificeret i henhold til ISO 9001 og ISO 14001.

Har 20 ansatte

I marts måned sidste år opkøbte Scanfiber det tyske firma Krauss-Schutztechnik GmbH i Langenfeld og fik dermed adgang til den tyske forsvarsindustri. Det har givet en ordre med løbende leverancer til hele Europa frem til 2031. Herudover har Scanfiber også kontor i England.

Scanfiber er 100 procent dansk, og al udvikling og produktion foregår i Sindal på Niels Bohrs Vej i en 3.000 kvadratmeter bygning på en 2 ha stor grund. Scanfiber blev etableret af administrerende direktør Erik Bundgaard Christensen i 1996. Først i lokaler ved Sindal Traktorkompagni. Da de lokaler blev for små, flyttede virksomheden til større lokaler på Ole Rømers Vej. I 2005 blev fabriksbygningen på Niels Bohrs Vej taget i brug, og allerede i 2008 blev det nødvendigt at udvide med en tilstødende bygning.

Virksomheden beskæftiger 20 ansatte i produktionen samt en kontorassistent, en teknisk direktør, en projekt direktør samt Erik Bundgaard Christensen som administrerende direktør.

Scanfiber har en stor tilgang af både små og store ordrer i øjeblikket, hvilket gør at virksomheden vokser kraftigt, så fremtiden tegner lyst for den internationale virksomhed i Sindal. Ordretilgangen betyder også, at der på sigt skal ansættes flere medarbejdere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste