Sindal Radio fejrede julen med levende musik

28. december 2017 kl. 14.14

I anledning af julen var der forleden julefest i lokalerne på Vendelbogade, hvor Radio Sindal har til huse. Alle radioens medlemmer og andre interesserede var inviteret til en hel dag med levende musik og julehygge.

- Det er en tradition, at vi lige op til jul holder Åbent Hus med levende musik, hvor vi også byder på lidt at spise i løbet af dagen, fortæller radioens formand Kristian Jensen.

Dagen startede med rundstykker, og den levende musik blev leveret af Lene Holme, Per Musik og Terkel Emil Arrildt. De tre musikere sang og spillede alsidig dansktop-musik tilsat et pænt antal country og julesange, og de tilstedeværende sang og nynnede med på de kendte toner. Det blev alt sammen sendt i direkte radio til lytterne, der også kunne opleve forskellige interviews med publikum. I løbet af dagen var der konkurrencer blandt publikum med præmier fra erhvervslivet i Sindal og omegn.

Radio Sindal er borgernes egen lokale radio, der startede i 1988 i lokaler på Sindallund i Danmarksgade. Siden har radioen også haft lokaler på Solgården og Baggesvognsvej, indtil radioen for fire år siden flyttede ind i de nuværende lokaler på Vendelbogade.

Selvom Radio Sindal er en lille lokalradio, er den meget populær. Det skyldes nok den alsidige programflade, hvor der ugen igennem sendes programmer med blandet indhold, og de forskellige studieværter er med til at sætte deres personlige præg på udsendelserne.

Radioen kan aflyttes på FM båndet på 104,1 MHz, og ugens radioprogrammer kan læses på radioens hjemmeside.

- Alle er velkommen til at besøge os på Vendelbogade og se, hvordan vi laver lokalradio. Vi vil også gerne have nye medlemmer, for det er med til at gøre radioen stærkere, og et medlemskab koster ikke ret meget. Kun 100 kr. for et enkeltmedlemskab, 180 kr. for en husstand og 500 for foreninger og virksomheder, fortæller Kristian Jensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste