Sindal hjælper ofre
Danmissions Basarudvalg i Sindal havde håbet, at forsamlingsreglerne var blevet lempet så meget, at det igen i år var muligt at afholde den meget populære Basar i Sognegården. I år for 25. gang. Da reglerne ikke er blevet ændret, men tværtimod strammet, har udvalget set sig nødsaget til at aflyse Basaren, der var fastsat til på lørdag 7. november.
Det betyder dog ikke, at Basarudvalget har opgivet at indsamle penge til Danmissions vigtige projekt Fremtidsbørn, der har til formål at hjælpe børn rundt om i verden til en bedre fremtid. I år går de indsamlede beløb til at hjælpe nogle af de børn, der er blandt ofrene for katastrofeeksplosionen i Beirut tidligere i år.
Da der nu er indført krav om at bære mundbind i al offentlig transport, i forretninger og andre steder med mange mennesker, har Basarkredsen produceret stofmundbind i store mængder. De har syet to forskellige typer i et varieret farveudvalg. Mundbindene er tre-lags, vævet i tæt bomuld, hvor det midterste lag er vandtæt i 100 procent polyester. Mundbindene, der kan bruges flere gange, kan vaskes ved 60 grader. De sælges i Genbrugsbutikken i Danmarksgade, og pengene fra salget går ubeskåret til ofrene fra den store eksplosion i Beirut, hvor over 300.000 er blevet hjemløse, og en tredjedel af byen ligger i ruiner, efter den blev ramt af verdenshistoriens 3. kraftigste eksplosion.
Foruden salg af mundbind omdeler frivillige løbesedler i postkasserne, hvor der er yderligere information om Danmissions hjælpearbejde i Beirut samt oplysninger om, hvordan der kan indbetales et beløb til det store hjælpearbejde.