Billede beskrivelse

Silde-dyst på oceanariet med lokal deltager

Kåringen af Årets Sild finder sted 7. april - Lilleheden er med endnu en gang

27. marts 2019 kl. 09.50

HIRTSHALS: Flere restauranter er i øjeblikket i gang med særdeles hemmelige marinade-eksperimenter - snart, nærmere bestemt 7. april, kåres Årets Sild 2019 nemlig i en smagsdyst på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals.

Kåringen af Årets Sild er en konkurrence arrangeret af Hirtshals Fiskefestival og Nordsøen Oceanarium, hvor kokke og restauranter konkurrerer om at lave den bedste sild - og samtidig ønsker at højne sildens status. Vinderen kåres af et kompetent dommerpanel og publikum, så den marinerede sild afspejler både nyskabelse, håndværk og velsmag. Sammen med konkurrencen præsenteres også Årets Bjesk, som fremstilles i samarbejde med De Danske Spritfabrikker. Der er også stolte traditioner bag fremstillingen af bjesk. Enhver har sin egen opskrift, men legendariske Signe Hansen slog alle i sin iver og mangfoldige bjeskfremstilling. I dag videreføres hendes arv af Hirtshals Museum og De Danske Spritfabrikker i samarbejde. Vindersilden skal tage udgangspunkt i Årets Bjesk 2019 og skal kunne nydes sammen med denne.

Konkurrencens foreløbige deltagere er Restaurant Lilleheden i Hirtshals, Smørgåsen fra Frederikshavn, Kähler Spisesalon fra Aarhus, Remouladen fra Vejle, H.O.S. fra Odense og fra København kommer Restaurant Selma og Restaurant Palægade og Restaurant Almanak. Som noget nyt deltager en af Nordens største kantinedriftsselskaber - Fazer Food Service - også i konkurrencen.

Dommerpanelet består i øjeblikket af Adam Aamann kendt fra Madmagasinet, restauratørerne Bo Jacobsen og Thorsten Schmidt, madanmelder hos Politiken og redaktionschef på DR2, Lærke Kløvedal, udviklingschef hos EUC-Nord, Dennis Kindberg, og formand for Danmarks Pelagiske Producentorganisation Fridi Magnusen.

- Årets Sild tager udgangspunkt i den gamle velprøvede modningsproces, hvor fiskens udgangskvalitet, saltningen og tid, tid og mere tid, giver den maksimale smagsdybde. Konkurrencen ærer på den måde den hævdvundne metode, ikke så meget fordi metoden er traditionel, men fordi det ganske enkelt er den bedste. Fiskens hoved og indvolde fjernes og den hele fisk lægges i lag med salt. Modningen tager typisk et halvt år, hvor smagen udvikles og fiskens fasthed stiger. Selve kåringen af Årets Sild i Hirtshals har en lang historie bag sig. Kåringen har fundet sted i mere end 20 år. Hvert år findes vinderen blandt de deltagende restauranter, der alle kommer med deres forslag til Årets Sild, lyder det fra arrangøren.

Efter konkurrencen skal den vindende marinerede sild tilpasses produktionsforholdene hos en moderne fiskevirksomhed før den kan sendes ud til forbrugerne. Årets Sild produceres af Kattegat Seafood i Hirtshals.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste