Far til fire i Solen havde forpremiere i Hjørring BioCenter søndag 24. juni. Og 5. juli kommer Lille Per og de andre børn fra filmen på besøg i Hjørring BioCenter.
5. juli kan børn og voksne for 50 kroner få autografer af børne-skuespillerne, inden de går ind i biografsalen for at se den nye film.
Hjørring BioCenter præsenterer børne-skuespillerne fra Far til Fire-filmen mellem klokken 9 og 9.30, og klokken 10 vises filmen.
Der er mulighed for at hilse på Lille Per, der hedder Elton Rokahaim Møller og er søn af Szhirley, som i øvrigt også er med på turen. Desuden kan børn og voksne møde Ole, der er spillet af Mingus Hassing Hellemann, og søn af Anne-Louise Hassing samt Mie, der spilles af Laura Lavigne Bie-Olsen og Olivia spillet af Naja Münster.
I "Far til fire i solen" indtager den farverige familie Gran Canaria. Og der finder de ud af, at de skal kæmpe mod en anden familie om titlen: ’Årets Solfamilie.’
Far nægter. Han synes konkurrence er fjollet og proklamerer: - Vi er gode nok, som vi er". Det varer dog kun lige, til at han ser, hvem der er patriark i den anden familie: Bjørn, som mobbede far igennem hele deres skoletid.
Det der var tænkt som en hyggelig dyst, bliver snart til en desperat kamp for ære og oprejsning, og det er kun ved børnenes kærlige og opfindsomme indgriben, han bliver klogere og indser, at han og hans familie ikke behøver at forstille sig. De er vitterligt gode nok - præcis som de er!
Filmen bliver instrueret af Martin Miehe-Renard og har Martin Brygmann som Far, Thomas Bo Larsen som Onkel Anders og børnene Elton Rokahaim Møller, Laura Lavigne Bie-Olsen, Mingus Hellemann Hassing og Coco Hjardemaal tilbage i de bærende roller.
Fars gamle skolekammerat Bjørn Skov spilles af Peder Thomas Pedersen, hans kone af Maria Erwolter og Farmor Lizzi af Jannie Faurschou.
Filmen er primært optaget på Gran Canaria.
Sig hej til Lille Per og de andre Far til fire-børn
Hjørring BioCenter får besøg af skuespillerne fra den nye film Far til fire i solen - og viser filmen for en 50’er
Birgit Eriksen
Journalist
22. juni 2018 kl. 06.30