Sidste chance for omvisning på kunstmuseet

23. marts 2018 kl. 17.23

På søndag den 25. marts kl. 14.00 kan du komme med på den sidste omvisning i Vendsyssel Kunstmuseums særudstilling: Erik Nyholm - Keramiske billeder.

Omviser er kurator på udstillingen, museumsinspektør Dorte Kirkeby Andersen fra KunstCentret Silkeborg Bad. Arrangementet er gratis efter betalt entré til museet og gratis med Årskort VKM.

Keramiker Erik Nyholm (1911-1990) samlede grus, mosejord og glasskår i naturen og inddrog dem i sine keramiske billeder.

Erik Nyholm begyndte egentlig som maler, men på opfordring fra sin nære ven Asger Jorn, lagde Nyholm penslen på hylden og kastede sig over keramikken. Hans værker adskilte sig markant fra samtidens strømninger i dansk keramisk kunst; mens kunstnerne på Den Kongelige Porcelænsfabrik, Kähler og Saxbo søgte at forfine de glasurer, former og teknikker som deres forgængere havde udviklet, ville Nyholm skabe billeder, ikke brugskunst.

På en udstilling i Hjørring i 1974 udstillede Erik Nyholm blandt andet fem store krukker, og det lykkedes det daværende Hjørring Kunstmuseum, i dag Vendsyssel Kunstmuseum, at erhverve en af disse til samlingen; nemlig "Hommage à cinq femmes".

Erik Nyholm udførte også en række større udsmykninger, heriblandt Jean Dubuffets keramiske vægudsmykning i 1977 til Silkeborg Kunstmuseum, i dag Museum Jorn. Det blev indledningen til en række monumentale keramiske arbejder, hvoraf den største, Hurup-søjlen i Thy på over otte meters højde, blev fremstillet på Nyholms eget værksted i Funder i 1984. Værkstedet kom til at fungere som samlingspunkt, og nye generationer af kunstnere og keramikere søgte hans hjælp og vejledning. Selv stræbte Erik Nyholm til det sidste i sine egne værker efter at bane nye veje indenfor keramikkens ældgamle kunstneriske udtryksform.

På udstillingen vises omkring 80 keramiske værker i form af fade, krukker og relieffer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste