Billede beskrivelse

SHI mangler frivillige til “Fredagsholdet”

24. august 2024 kl. 06.01

HJØRRING: Idrætsforeningen SHI nyder til daglig stor gavn af deres ”Fredagshold”, som aktuelt består af otte lokale mandfolk. 

Fredagsholdet er en arbejdsgruppe med alsidige og vigtige opgaver for SHI. Ud over at holde anlægget rent og præsentabelt, tager holdet sig også af andre mindre, forefaldende opgaver.

Det kan være alt fra reparation af udstyr til vedligeholdelse af grønne områder i SHI. På den måde spiller Fredagsholdet en central rolle i at sikre, at idrætsanlægget er en indbydende og funktionel ramme for sport og fællesskab i Højene.

Men det handler ikke kun om arbejde. SHI lægger stor vægt på, at Fredagsholdet også skal fungere som et socialt samlingspunkt for primært seniorer, men alle er velkomne. 

Billede beskrivelse

Som navnet antyder, mødes gruppen primært fredag formiddage, og ud over arbejdsopgaver indgår også en fast rutine med kaffe og rundstykker, hvor både Højene Hallens og Park & Vejs personale ofte deltager. Her kan medlemmerne hygge sig og få en god snak mellem dagens opgaver.

SHI må også erkende, at der i øjeblikket er for få hænder og begrænsede kræfter til at klare opgaverne. SHI er derfor på udkig efter nye medlemmer til Fredagsholdet. 

Hvis du har tid og lyst til at bidrage til fællesskabet i SHI, samtidig med at du får nye bekendtskaber og bliver en del af et hyggeligt fællesskab, er du mere end velkommen til at melde dig som frivillig.

Alle aldre, baggrunde og begge køn er velkomne, og enhver indsats, stor som lille, gør en kæmpe forskel. Man må endelig gerne tage en ven/veninde, nabo, makker eller lignende med.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste