Selvstændig skipper i 40 år

Fiskeskipper Jens Peter Hjermitslev synes fortsat godt om erhvervet og nyder at fiske fra Hirtshals Havn

20. februar 2020 kl. 14.08

HIRTSHALS: Fiskeskipper Jens Peter Hjermitslev fra Hirtshals begyndte at fiske som 16-årig.

- Den gang havde jeg en lille Jolle, og i dag har jeg så været selvstændig i 40 år, fortæller han.

- Jeg er ud af en søskendeflok på seks og født og opvokset i Hirtshals.

Jens Peter fortæller om fiskeriet fra Hirtshals, som i flere år foregik fra HG 94 Rose Marie, og siden hen fra HG 95 Calina, og til nu i dag med HG 35.

- Vi fisker meget ved renden og det gule rev. Her fanger vi rødspætter og torsk - vi er såkaldte madpakkefiskere, for vi er kun væk i to til tre dage af gangen.

- Det vi fanger mest af er rødspætter, det er cirka 80 procent, torskekvoten er nedsat med 50 procent, så det bliver ikke til meget her.

- Men der er gode priser på rødspætter. De kan svinge fra 18 til 30 kroner per kilo, siger Jens Peter.

Jens Peter døjer lidt med helbredet, fordi han blev ramt af et isrør for år tilbage. Et isrør er et rør fra isværket, der leverer is ombord inden fiskerne sejler ud.

- Det gav et slag i hoved og ryg, og det har jeg døjet med lige siden, så jeg træner og styrker min muskulatur, for at holde smerterne væk. Det er nødvendigt for også at kunne fiske ind i mellem, for fiskeri med snurrevod kræver jo også en stor arbejdsindsats af alle os tre, der er ombord på HG 35 Vendelbo Hirtshals, siger Jens Peter Hjermitslev, som i øvrigt synes rigtig godt om erhvervet.

- Og jeg synes godt om at fiske her fra Hirtshals Havn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste