Billede beskrivelse

Seje spejdere gik 20 kilometer

Spejderne, der er 8 – 9 år, brugte lørdagen til at gå 20 kilometer i Hjørrings midtby og gennem de grønne områder

02. oktober 2019 kl. 05.14

HJØRRING: Otte af de sejeste ulveunger fra KFUM-spejderne, Sct. Catharinae gruppe i Hjørring kunne lørdag eftermiddag stolt vise et lille metalmærke frem, hvor der stod 20 kilometer på.

Spejderne, der er 8 – 9 år brugte lørdagens forholdsvis gode vejr til at gå 20 kilometer i Hjørrings midtby og gennem de grønne områder.

- I løbet af dagen kunne pigerne frit vælge mellem forskellige ruter fra 1 til 3 kilometer. Alle ruterne udgik fra vores spejderhus i Overgade, og de gik bl.a til Christiansgave, forbi tre kirker, rundt om Femhøje og den mest populære 3 km rundt om søen i Svanelunden og rundt Folkeparken, fortæller Susanne Rævdal for KFUM-spejderne, Sct. Catharinae Gruppe.

Spejderne mødte mange glade mennesker på deres ture, og talte med en masse – især hundeejere fik spejderne en snak med, da de alle er ret glade for dyr. Den store tordenbyge omkring middagstid undgik spejderne, idet alle var tilbage i spejderhuset, lige da regnen startede. I spejderhuset var der et bord med forfriskninger og drikkevarer.

- Der skulle jo noget energi til at gå de mange kilometer. Og det hele var da også spist, da vi var færdige.

Ved start blev der udleveret en figur med 20 felter, som skulle streges ud efterhånden, som turene blev tilbagelagt. Som udgangspunkt satsede spejderne på at gå 10 km, men de blev hurtigt rundet. Derefter gik der lidt sport i at nå 20 kilometer, inden forældrene kom og hentede nogle meget trætte spejdere.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste