Second Line Jazzband spiller på kroen

15. februar 2018 kl. 08.30
Opdateret kl. 08.38

Second Line Jazzband besøger Jazzklubben Hva’ No Do i Hirtshals

Der er lagt op til et brag af en festaften, når jazzklubben åbner dørene på Hotel Hirtshals / Kroen, hvor deltagerne kan nyde en aftenbuffet, forinden det populære og internationalt kendte svenske Second Line Jazzband fylder festsalen med traditionel New Orleans inspireret jazzmusik.

Det foregår fredag den 9. marts fra kl. 18 til kl. 23.

Second Line Jazzband fra Göteborg startede deres karriere allerede i 1989 og på det tidspunkt var de fleste af bandets medlemmer teenagers. Der er stadig 4 af bandets oprindelige 6 medlemmer tilbage.

Second Line Jazzband har hurtigt etableret sig som et af Europas mest populære traditionelle jazzbands og har spillet i de fleste klubber, på festivaler og har medvirket i både TV og radio udsendelser i de Skandinaviske samt flere Europæiske lande.

Second Line Jazzbands popularitet skyldes musikernes store formåen til at skifte stilarter, repertoire og musikalske retninger under en koncert og samtidig være tro mod den New Orleans inspirerende stil bandet har. Bandet er i konstant udvikling og repertoiret spænder fra alt mellem Bunk Johnson og Kid Ory til Bob Dylan, via Louis Prima og Irving Berlin. Krydret med blues og gospel, skaber disse - endnu relativt unge musikere - en energi, som man sjældent forbinder med den traditionelle jazz.

Second Line Jazzband har gjort sig kendt som et fantastisk live band, hvilket må skyldes den enorme glæde og intensitet de spiller og møder publikum med. Derfor er bandet også mange steder blevet publikums favoritter og har skabt deltager rekorder gang på gang.

Billetter købes hos Klipperen i Nørregade i Hirtshals. Mere info om telefonisk billetkøb og arrangementet kan findes på klubbens hjemmeside www.hvanodo-jazz.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste