Fra venstre arkitekterne Sofie Maj Andersen og Mark Krebs fra Bjerg Arkitektur, der har slået stregerne, beboer Kirsten Loumann Hansen og bygherre Arne Andersen.
Livet her

Se fotos: Stort boligprojekt står færdigt og flere boliger er måske på vej

Boligprojektet Byen i Parken i Hjørring har godt gang i udlejningen, men der er stadig lejligheder til salg

21. juni 2022 kl. 06:00

HJØRRING: I det store boligprojekt, Byen i Parken i Dronningensgade står første etape med 100 lejligheder færdigt, og det er i hvert fald en meget tilfreds køber, Kirsten Hansen, der byder indenfor i en andelsbolig på 122 kvadratmeter på 2. sal, som har erstattet en villa i Eventyrparken for Kirsten Loumann Hansen og hendes mand:

- Vi er meget glade - dejlige lyse lejligheder og et fantastisk miljø lige op ad parken Christiansgave. Samtidig er det lige midt i byen. Det lever fuldt ud op til vores forventninger, og det er jeg ikke blevet betalt for at sige, lyder det fra en smilende Kirsten Loumann Hansen. Parret har givet 675.000 kroner for andelslejligheden, plus tilkøb af et andet køkken og gulvbelægning, samt en plads i parkeringskælderen.

Lyse lejligheder, hvor man kan tilkøbe fx. et andet gulv eller køkken. Her er det indretningen hos Kirsten Loumann Hansen. Foto: Kim Dahl Hansen

Parret er da også typiske købere og lejere i projektet: 60+, der sælger en villa et andet sted byen for at få noget, der er nemmere at holde og komme tættere på centrum. For Kirsten Loumann Hansen har stedet tilmed en helt særlig betydning:

- Jeg har både gået i børnehaven og på Vestre Skole, som lå her, og så har jeg også arbejdet på det gamle Vendsyssel Teater, der også lå her, så det er ligesom at komme hjem, siger Kirsten Loumann Hansen.

Kirsten Loumann Hansen nyder naboskabet til parken Christiansgave. Foto: Kim Dahl Hansen

Byen i Parken er resultatet af en arkitektkonkurrence, udskrevet af Hjørring Kommune. Totalentreprenør Arne Andersen Vrå A/S fik projektet, i samarbejde på Bjerg Arkitektur, fik projektet med deres forslag om op til otte punkthuse, der åbner adgangen ind til parken Christiansgave.

I bedene mellem gangstierne skal der såes vilde blomster. Foto: Kim Dahl Hansen

Arne Andersen er også bygherre gennem selskabet Kimbo Holding.

Foreløbig er alle 29 lejeboliger udlejet, de 15 andelsboliger er solgt og halvdelen af de 48 ejerboliger er solgt. De dyreste penthouselejligheder på femte sal, med udsigt til Rubjerg Knude, koster 3,7 millioner kroner.

- Vi er godt tilfredse på nuværende tidspunkt. Det går måske ikke helt så stærkt med salg af nye boliger som det har gjort. Men jeg synes selv, at det er blevet rigtig flot, og vi skal nok få solgt de sidste, siger Arne Andersen, der viser rundt sammen med Bjerg Arkitektur, der selv er flyttet ind i et erhvervslejemål i den ene blok.

Arne Andersen håber, at planlægningen af etape med yderligere 50 lejligheder kan gå i gang til efteråret. Foto: Kim Dahl Hansen
Udsigten fejler ikke noget fra øverste lejligheder på femte sal. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

- Vi synes det er lykkedes at lave et byggeri, der harmonerer godt med de øvrige bygninger i området. Det har været vigtigt, at det skal være mursten. Samtidig er der nu åbnet så folk inviteres ind i parken, siger arkitekt Mark Krebs.

Der er også tænkt i genbrug og bæredygtighed. Bedene mellem fliserne på udearealerne bliver sået til med vilde blomster, og der er brugt spær og tømmer fra Vestre Skole til bænkene i området. Genbrugssten fra Vestre Skole er også blevet brugt til at lave forskellige murede relieffer ved indgangene til blokkene.

I parkeringskælderen er der 82 pladser, og der mulighed om el-opladning med separate målere.

Arne Andersen fortæller, at der også skal gang i etape to med i alt 50 lejligheder fordelt på yderligere tre punkthuse på to og tre etager.

- Men vi skal først have solgt resten af lejlighederne i etape 1, og det skal nok lykkedes, så vi i løbet af efteråret kan begynde planlægningen, fortæller Arne Andersen.

Der er også stadig et stort ledigt erhvervslejemål på 300 kvadratmeter i stueetagen, hvor håbet er, at der kan indrettes en restaurant med udeservering ud til parken.

Det har været vigtigt, at der er åbent og indbydende mellem de foreløbig fem punkthuse. Foto: Kim Dahl Hansen
Lejlighederne er holdt i hvidt, hvis kunderne ikke tilkøber noget andet. Lejlighederne på femte sal kostrer 3,7 millioner kroner
Foto Kim Dahl Hansen
Annonceret indhold

Nyeste