Se fotos: Freja R flytter tusindvis af tons
Sandfodring er et meget vigtigt element for at dæmme op for kysterosion, og der arbejdes i øjeblikket på dette ud for stranden nord for Løkken, når vejret tillader det.
Ved fodringen tilføres ekstra sand for at kompensere for det tab af sediment, som bølger og strømninger kan forårsage. På denne måde kan tilbagerykningen af kysten mindskes eller standses, og man arbejder derfor sammen med naturen i stedet for imod den.
Skibet Freja R, der er bygget i 1982, ankom for nylig ud for kysten ved Sdr. Lyngby som det første sted, der fik sand med de første to skibsladninger på ca. 2.000 m³.
Synet fra land var yderst imponerende, da man både fra stranden og oppe fra klitterne tydeligt kunne se, hvilket større arbejde skibet havde indledt.
De resterende ca. 37.000 m³ er nu i gang med at blive “rainbowet” ind syd for nedkørslen ved Nr. Lyngby, hvilket med de mange læs og afhængighed af godt vejr tager den tid, som det tager.
Hvis man har lyst til at følge skibet, så kan man downloade appen Wesselfinder på sin smartphone. I appen skal man først søge på Freja R og dernæst vælge Show Track. Så kan man efterfølgende se skibets øjeblikkelige position og rute.