Se billederne: Sankthans-aften i Tversted
Tversted Bjærgelaug eskorterede forventningsfulde børn og voksne gennem byen med kurs mod stranden, hvor der traditionen tro var Skt. Hans bål. I Bjærgelaugets bådehus kunne man få sulten stillet med grillpølser og vafler. Næstformand i Tversted Borger- og Turistforening, Birthe Østergaard, bød alle velkommen og præsenterede årets båltaler, Venstres byrådsmedlem og forfatter mm., Claus Mørkbak Højrup, som i sin tale valgte at vende symbolikken i den historiske hekseafbrænding til en hyldest til kvinder og mænd, der brænder for noget:
- Det er der mange, der gør i Tversted. Det vidner aftenens arrangement også om - lige som fx de 60 raske borgere, der i forsommeren rensede byen og stranden for affald. Ja, man kunne remse en lange række af arrangementer og begivenheder i Tversted op, som alt sammen er drevet af en lokalbefolkning, der brænder for deres by, sagde Claus Mørkbak Højrup.
Medens bålet blev tændt, sang de mange fremmødte Midsommervisen anført af Ib Skotte Henriksen og akkompagneret af Søren Aakær Larsen på harmonika.