Signe Simonsen i midten byder velkommen til affaldsindsamlingen på stranden i Løkken.
Livet her

Se billederne: Madras og gammelt pigtråd blev samlet op på stranden

24. september 2022 kl. 07:00

Cirka 162 kilo affald, inklusive en madras og gammelt pigtråd, blev der samlet ved stranden i Løkken på World Clean Up Day.

Gamle rustne pigtrådsstumper blev trukket op af klitterne ved Redningshuset.

En anselig flok havelskende mennesker deltog i indsamlingen sammen med projektleder i Race for Ocean Signe Simonsen, Løkken.

- Siden 2019 har Race for Oceans støttet op om World Cleanup Day, fortæller hun.

- Tusind tak for at så mange hjælper med at gå på jagt efter både plastik pellets, gammelt pigtråd og havplast, tilføjer hun.

Signe Simonsen holder syltetøjsglasset, mens deltagerne fylder indsamlede plastik pellets i.

De rustne pigtrådsstumper er dukket op i sandet lige syd for Løkken Redningshus. Ved dagens aktion blev der samlet et par store spandfulde.

- Vi ved ikke med sikkerhed, at det stammer fra 2. verdenskrig, men vi kan næsten ikke forestille os, at det kan være kommet lige der på anden vis, grunder Signe Simonsen.

Efterfølgende hjalp alle til med med at sortere og veje affaldet.

- Der er så meget positiv superenergi på sådan en dag, så det var rigtig dejligt, siger hun glad.

Hele holdet efter den vellykkede indsamling og med madrassen og det øvrige affald forrest.

Aktiviteterne i Løkken var rettet imod strandene og havet, der mange steder er forurenet af blandt andet plastikaffald. Eventen understøtter FN’s Verdensmål 14 – Livet i havet.

Annonceret indhold

Nyeste