Se billederne: 22.000 besøgte dyrskue i Hjørring trods lunefuldt vejr
HJØRRING: Hjørring Dyrskue, som LandboNord er arrangør af, løb af stablen i weekenden over to dage.
Dyrskuekoordinator Karin Larsen fortæller, at 22.000 valgte at løse billet til skuet de to dage.
– Det er vi godt tilfredse med, og det er faktisk lige en smule bedre end sidste år, og på trods af, at vejret var en smule lunefuldt, siger hun.
Fredag var det som sædvanligt skoleelever, der prægede pladsen. Omkring 4.000 elever og lærere var forbi. Mange af dem var lokale, men Karin Larsen fortæller, at der også kom skoler fra andre kommuner.
– Jeg ved, at der blandt andet var en skole fra Klarup, fortæller hun.
Skolebørnene var især glade for de mange dyr, som de havde mulighed for at klappe, strigle eller gå tur med.
– Vi har lige snakket om, at vi altså nok er nødt til at få nogle flere dyr, for de var da helt trætte til sidst de små kalve, smiler Karin Larsen.
I år var outdoor-delen lidt udvidet, og det gav pote hos publikum. Karin Larsen fortæller, at det blandt andet virkede godt, at flere lokale spejdergrupper var til stede.
– De havde jo stillet telte op, de lavede mal over bål, og de overnattede her. Det gav en rigtig hyggelig stemning, at de var med, siger Karin Larsen.
Også fødevareteltet var et populært indslag. En række lokale aktører stillede op med smagsprøver, og det var også muligt at købe produkterne.
– Vittrup Fri Fagskole, der serverede smoothies med råvarer fra Hybengården og Kornets Hus var blandt andet til stede. Det samme var ”Vælg Bælg,” der underviser i, hvordan bælgfrugter som for eksempel kikærter kan indgå i kosten.
– Det telt var rigtigt godt besøgt, og ”Vælg Bælg” havde forberedt 600 smagsprøver, men de endte faktisk med at udlevere 1000, fortæller Karin Larsen.
– Der er vist ingen tvivl om, at det gør vi igen næste år, og det smagte altså også fantastisk.
Næste års Hjørring Dyrskue er 20. og 21. juni 2025.