Sankthans blev fejret med fiktivt bål
Sankthans-aften 2023 vil ikke gå over i Løkken's historie som en af de mere traditionelle af slagsen, idet det på grund af megen tørke forinden ikke var muligt at have det sædvanlige bål.
Alligevel var det nogle hyggelige timer for alle, der mødte op til denne dejlige aften, hvor Løkken.dk havde forberedt nogle gode oplevelser på kystbyens torv og på stranden, hvor en virtuel ild på den opsatte skærm gjorde bålet virkeligt.
Aftenen startede med, at Sankthans-blæserne i solskin underholdt på torvet, hvor et par hundrede besøgende blandt andet kunne nyde dem spille temaet fra Olsen Banden og 'What A Wonderful World'.
Flere melodier senere blev det mere skyet, og blæsten tog ligeså lidt til, da alle derefter skulle gå ned mod molen - men det kan som bekendt sjældent afskrække nogen på disse breddegrader.
Talerne ved molen
Ved molen kunne Løkken.dks formand, Stefan Karlborg (V), byde velkommen med en både varm og munter tale, hvori han takkede alle medvirkende kræfter, herunder de frivillige, for at arrangementet kunne lade sig gøre.
Efter 'Løkken-valsen' blev sunget, så fik beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) ordet, hvor hun i sin tale fremhævede, hvor vigtigt det er, at vi mødes fysisk til aftener som disse, og mærker hinandens selskab.
Hun kom også ind omkring, hvor essentielt det er, at vi alle kan være noget for hinanden, så vi kan glædes over livet sammen uden følelsen af ensomhed for nogen aldersgrupper.
Meget mere musik
De fine taler blev efterfulgt af fællessang med den smukke 'Midsommervisen', mens årets heks også havde fundet en utraditionel vej til toppen af promenaden med lidt alternativ røg bag sig.
Herefter var der mere underholdning fra Sankthans-blæserne, før Tonny og Laust kunne tage over med mere musik, hvor de blandt andet spillede Anne Linnet's 'Barndommens gade'.
Sankthans i år blev således ikke en helt almindelig fejring - og så alligevel, for stemningen var helt i top, og vejret med både sol, skyer, mindre gus og noget vind blev taget med samme, glade humør.