Sang, musik og solnedgang er en succes
Løkken Redningshus har dannet ramme om arrangementet, der er blevet en sommertradition
LØKKEN: Knap 170 mennesker lagde vejen om ad redningshuset i Løkken torsdag aften, til sæsonens sidste Sang Musik og Solnedgangsaften i foreningen Løkken Redningshus.
Tina Egebak og Kirsten Søndergård, der begge er fra Løkken sang for til fællessangen, og fremførte herudover solonumre.
- Smukke sange, smukke sangstemmer og en af sommerens varmeste solskinsaftener med en smukt synkende sol. Det blev endnu en gang en stemningsfyldt aften på platformen foran redningshuset, lyder det fra formand Mariann Andersen.
Der var begejstring blandt de fremmødte, og foreningen Løkken Redningshus vil også næste år forsøge at lave Sang Musik og Solnedgang.
- Vi vil nu evaluere de 3 torsdage, og en af de ting, vi vil arbejde på hen over vinteren er, som det også blev foreslået, at skaffe mikrofoner og højttalere, sådan at det bliver nemmere at høre solonumrene, selv om man sidder længere fra solisterne.
- Men alt i alt kan vi allerede nu konstatere, at Sang Musik og Solnedgang har været en succes, og det er glædeligt, at der er støtte til at bevare vores gamle redningshus slutter formanden.