"Samkørsel": Generationerne ruller sig ud sammen

Lørdag var der Jysk Inline Match i Hjørring med næsten 100 deltagere

22. oktober 2018 kl. 19.27
HJØRRING: Lørdag var der Jysk Inline Match i Hallen - Park Vendia med knap 100 rulleskøjteløbere.
Det er anden gang, at Vi Ruller, Hjørring, og IC Aalborg arrangerede stævnet, og deltagerantallet var denne gang vokset med en snes stykker - der var god spredning i feltet, både med hensyn til alder, niveau og geografi.
- Der var omkring 40 deltagere fra Sjælland - og halvdelen af det samlede deltagerantal var børn og unge, fortæller bestyrelsesmedlem i Vi Ruller, Hjørring, Lotte Dissing.
- Vi kommer også til at arrangere stævnet næste år. Der er ikke så mange arrangementer i Jylland af den slags, og det vil vi gerne gøre noget ved. Og så vil vi gerne have flere jyder til at stå på rulleskøjter, siger hun.
Det projekt går det meget godt med i Hjørring, idet den lokale forening på blot et par år har fået omkring 100 medlemmer.
- Som familiesport egner det sig godt, fordi børn og voksne kan rulle sammen, siger Lotte Dissing.
Ved lørdagens stævne i Hjørring blev der afviklet løb i fire traditionelle discipliner, men derudover var der også arrangeret lidt anderledes løb.
Omkring 60 løb blev afviklet i løbet af lørdagen.
Da mange kom langvejs fra, var der en del, som tog imod tilbud om privat indlogering.
- Hjemme hos os er vi normalt fire til morgenmad, men lørdag og søndag var vi 16, fortæller Lotte Dissing med et smil.
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste