Sæsonåbning og 40-års fødselsdag
HJØRRING: Traditionen tro bød Vendsyssel Teater indenfor til sæsonåbning. Denne gang fik gæsterne ovenikøbet en 40-års fødselsdag med i købet.
Det blev blandt andet markeret med en optræden af Nordjyllands Pigekor, der måske bevægede sig lidt uden for deres vante ramme ved at synge Tommy Seebachs ”Hip Hurra, det' min fødselsdag” sammen med publikum.
Ud over at markere og fejre 40 års teaterhistorie i Vendsyssel, blev sæsonkataloget rullet ud. Sæsonen byder på tre egenproduktioner, to co-produktioner, ni gæstespil og syv børneforestillinger foruden alle de kulturoplevelser, der venter i Musiksalen.
Teaterdirektør Rolf Heim, der instruerer forestillingen, interviewede Ib Grønbech om sæsonens første forestilling ”Men her går det godt”, der er en hyldest til vendelbomål i form af en teaterkoncert fremført fra netop Ib Grønbechs vidtspændende sangkatalog. Publikum fik endda en forsmag på, hvordan sangene bliver fortolket.
Publikum kom også tættere på jubilæumsforestillingen ”Hans”, som er en salut til den afdøde skuespiller Hans Holtegaards karriere og et nostalgisk tilbageblik på teatrets 40-årige virke i Vendsyssel.
Endelig blev de præsenteret for den sidste egenproduktion ”Faderen”, der er et klassisk stykke af August Strindberg, hvor mandens autoritet udfordres. I titelrollen opleves Jørgen Bing, der med denne forestilling kan fejre sit 40-års jubilæum som skuespiller.
Inden sæsonåbningen sagde direktør Rolf Heim:
- Vi glæder os altid til at møde publikum, og derfor håber vi på, at mange nysgerrige lægger vejen forbi og indleder sæson 24/25 sammen med os.
Den fyldte teatersal og de mange gæster tyder på, at han fik sit fødselsdagsønske opfyldt.