Sådan bliver den store plantage gjort klar til vinter
Løkken Borger- og Håndværkerforening havde tidligere på måneden årets sidste arbejdsdag i Vendsyssels Plantage.
Dagens arbejde begyndte i Maskinhuset klokken 08.30 på hyggelig vis med kaffe og rundstykker, hvorefter alle opgaverne blev nøje planlagt.
For Borgerforeningen er det altid vigtigt, at plantagen bliver gjort klar til vinteren, så traditionen tro blev der som sædvanligt ryddet op, klippet og revet.
Jul og taknemmelighed
En anden tradition er, at der opstilles et fint, stort juletræ, som alle forbipasserende kan glæde sig over at kigge på. Nu om stunder har træet fået moderne, energibesparende LED-lys på, som desuden styres sådan, at det kun lyser i de mørke timer.
Da juletræet kunne stråle, og arbejdet for i år dermed var udført, var det tid til at sige en stor tak for den enorme indsats til gruppen af frivillige mænd og kvinder, som igennem hele året har bistået bestyrelsen med at vedligeholde plantagen.
Formiddagen sluttede af med en bid brød og en lille ting til halsen - sidstnævnte mest for at holde varmen.
Vendsyssels Plantage
Plantagen blev overdraget som en gave til Borgerforeningen af Christian Mikkelsen Vendsyssel i 1921 og har mange mindesten, som vidner om Løkkens særlige historie.
Parkens tre hektarer er udover en historisk rejse også en naturoplevelse med blandt andet harer og fuglevildt samt en oplyst sø med guldfisk og åkander.
Attraktionen er oplagt for en gåtur og medbringelse af frokost, mens børnene leger på naturbanen.