Så trækker de harmonikaen frem igen
Trods et underskud i 2017 på 43.000 kroner er Danmarks største harmonikatræf klar igen - for 35. gang; i år med 45 tilmeldte musikgrupper, ca., 650 musikere, en campingplads med plads til 400 campingvogne og forventet op imod 3 - 4.000 tilhørere.
Udover campingpladsen kommer der en del endagsgæster, og træffet smitter desuden af på hele områdets hoteller, kroer, campingpladser, handlende og private udlejere.
Den officielle åbning finder sted fredag den 27. juli kl. 15, hvor borgmester Arne Boelt holder åbningstalen, og herefter spilles der næsten uafbrudt til søndag kl. 17.
Deltagerne er orkestre og harmonikaklubber fra hele Danmark, Norge og Sverige, og de fleste af dem er gengangere fra tidligere år. De danner grundstammen i det musikalske program og repræsenterer den traditionelle harmonikagenre.
Bindslev Harmonikatræf byder på underholdning fra 2 scener. Den store scene er placeret i et stort telt, hvor de optrædende er programsat, mens den anden er en overdækket udendørs spontan-scene. Her er det op til musikerne selv at styre programmet. Dette tiltag er lavet for at give de deltagende musikere lejlighed til at optræde flere gange i løbet af weekenden og måske i skiftende konstellationer.
Årets harmonikatræf Pris, som er sponsoreret af Hjørring Rengøring, blev indstiftet i 2010 og skal således i år uddeles for niende gang.
- Baggrunden for Årets Harmonikatræf Pris er ønsket om at hædre og påskønne et engagement og en særlig indsats for at gøre Bindslev Harmonikatræf til en god oplevelse, enten musikalsk, socialt eller arrangementsmæssigt. Det kan være en campist, en musiker, en person, en gruppe eller ...? Deltagerne ved træffet er med til at afgøre, hvem der skal have prisen, idet vi indkalder forslag med begrundelser. Disse afleveres på en blanket senest søndag kl. 10, hvorefter en jury vil gennemgå de indkomne forslag. Prisen, som består af et diplom og en check, vil blive overrakt ved afslutningsceremonien søndag eftermiddag, oplyses det.
Traditionen tro begynder Bindslev Harmonikatræf med et såkaldt "fortræf" torsdag 26. juli. Her inviteres campisterne og byens beboere til en aften med harmonikamusik og dans. Her afprøves endvidere scene, lyd og lys, inden det for alvor går løs om fredagen.
Og dagen før fortræffet - om onsdagen - er der også gang i den: T Rooster Band og Hallur Joensen spiller, når arrangøren forsøger sig med en stor countryfest med fire timers non stop lytte- og dansevenlig country musik.
- Og når man er blevet inspireret af de dygtige musikere, er der mulighed for at se et kæmpe udvalg af harmonikaer i Tannisbugthallen, der i hele weekenden er omdannet til en stor udstilling af instrumenter fra nogen af de største forhandlere i Danmark, oplyses det fra træffet.
Der er gratis sildebord om søndagen fra kl. 11.30 - og afslutning søndag kl. 17 med fællesspil og fælles sang.
Arrangørerne bag Bindslev Harmonikatræf, hvor omkring 400 frivillige er i aktion, er: Bindslev Tversted Idrætsforening, BTI’s Venner, Bindslev Tversted Rideklub, Tannisbugthallen, Baptistmenigheden Fristedet, Elværkets Venner, Foreningen BHE, Borger, Handel og Erhverv