Billede beskrivelse

Så røg bag ruderne og slog alarm

Røgdykkere måtte undersøge, om der var mennesker eller dyr i huset

28. august 2022 kl. 11.16

BJERGBY: Der var røg i hele stueetagen, da Nordjyllands Beredskab søndag morgen kom frem til et hus på Skagen Landevej lige uden for Bjergby.

Kort forinden var en forbipasserende kommet forbi huset og slået alarm.

- Vi fik en anmeldelse klokken 07.02 om, at huset var fuld af røg, siger vagtchef Michael Elkjær, Nordjyllands Politi.

Brandfolkene på stedet fik hurtigt sendt røgdykkere ind i huset, og de kunne heldigvis konstatere, at der hverken var mennesker eller dyr til stede i huset.

- Ilden havde nærmest kvalt sig selv. Der var kun små glødebrande tilbage, som vi hurtigt fik bugt med, fortæller indsatsleder Dennis Møller fra Nordjyllands Beredskab.

Der blev luftet godt og grundigt ud, og så blev der spærret af, da det ikke umiddelbart er til at fastslå brandårsagen.

- Det skal politiets teknikere se nærmere på, siger indsatslederen.

Ifølge vagtchefen ved Nordjyllands Politi, ser det ud som om, at branden kan være opstået i husets køkken.

Selve huset er efter branden både røg- og sodskadet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste