Så er "havne-katten" Soraya tilbage i Norge
12. juli blev der skrevet i nærværende avis om katten Sorayas forsvinden i Hirtshals.
Kort fortalt var der sket dette: Sidst i maj var Aleksandra Willumstad på vej hjem til Norge, da hendes kat Soraya brød ud af transportkassen på havnen i Hirtshals i området omkring Nordic Seafood, Claus Sørensen og Nordjysk Fiskefoder. På trods af, at Aleksandra blev flere dage ekstra i Hirtshals og søgte efter katten, måtte hun tage tilbage til Norge uden den.
Herefter tog et katte-netværk over - efterlysninger på facebook og eftersøgninger på havnen blev sat i værk, plakater og fælder blev sat op.
Den seks-årige kat var dog som sunket i jorden, men nu har Hirtshals-Bindslev Avis fået oplyst af en af de involvere - Jette Jensen, Holsted - at historien er endt lykkeligt.
- Jeg synes lige jeg ville fortælle, at avisartiklen om Soraya, der var sluppet ud af transportkassen på vej til Norge, gav os flere tips, hvoraf et var særligt lovende. Sorayas ejer kom derfor til Danmark i mandags for at gøre endnu et forsøg på at få fat på Soraya. Og det lykkedes - hun var ved Jelex på havnen, oplyser hun.
Soraya betegnes som en indekat, så det har sikkert været nogle barske uger for missen - dog har sommervejret og de mange fiskefabrikker på havnen sikkert været et lille plaster på såret ...tn