Livet her

Så er de unge i sadlen

15 unge fra Hjørring Kommune skal cykle til Paris i 2019 med Team Hjørring

01. maj 2018 kl. 07:11
Team Hjørring skal i 2019 cykle til Paris for fjerde gang.
Lokale motionister tog turen fra Hjørring i 2013, 2015 og 2017.
65 voksne er optaget på Team Hjørring 2019. Otte er tilknyttet serviceholdet. Og så tæller holdet 15 unge mennesker - Team Hjørring Youth - i daglig tale kaldt THY19.
- Årsagen til, at vi cykler til Paris hvert andet år er, at de 15 unge mennesker skal bruge cirka halvandet år til at blive klar til turen.
- Vores ungdomshold består af - 13 drenge og 2 piger, som hver især har nogle udfordringer af forskellige karakter, fortæller Lone Krogh Andersen.
De unge ryttere er i alderen 13 til 15 år og går i 7. og 8. klasse på kommunens skoler. Følgende skoler er repræsenteret på THY-holdet: Astrup-Sønderskov Friskole, Hundelev Friskole, Hirtshals Skole, Lundergårdskolen, Højene Skole, Bagterpskolen, HPR, Hjørringskolen (sprogklassen) og Muldbjergskolen.
- Det er skolerne i samarbejde med Team Hjørrings trænerteam, som udpeger de unge mennesker, som kommer med på holdet, tilføjer Lone Krogh Andersen
Formålet med THY19 er gennem træning, kostændring, socialisering og det at have et mål, at give de unge succesoplevelser, flytter deres personlige grænser og gøre dem bedre i skolen.
Og målet er at cykle til Paris.
- Det giver de unge en oplevelse og venner for livet. De får et kæmpe netværk, og så får de racercykel og udstyr, som står til rådighed gennem hele projektet, tilføjer Lone Krogh Andersen.
- Og de får retten til at beholde cykel og udleveret udstyr, når projektet er gennemført - altså når de har cyklet hele vejen fra Hjørring til Paris.
For de unge er det gratis deltagelse i hele projektet. De er dækket økonomisk ind via sponsorer.
Det koster cirka 40.000 at sende en ung til Paris.
- Udgifterne er for eksempel en cykel, tøj, sko, udstyr, hoteller og forplejning. Der er sørget for alt til de unge mennesker. Alle andre på Team Hjørring betaler selv for deres deltagelse. Sponsor indtægterne går udelukkende til THY, understreger Lone Krogh Andersen.
THY19-holdet skal træne tre gange om ugen - tirsdag, torsdag og søndag. I 2018 skal de cykle 2000 kilometer, og inden afgang i 2019 skal de cykle 3.500 km. I vinterperioden er der indendørs træning i Vendia Fitness.
Bag THY19 er der et trænerteam, som er Morten Trampedach, Flemming Stensbak, Henrik Kokholm Sørensen, Rene Lundberg Svendsen, Vibeke Haaning og Lone Krogh Andersen. De er alle tidligere Team Hjørring ryttere og har forskellige kompetencer og erfaringer, så de unge mennesker får den rette støtte og opbakning, god træning og en oplevelse for livet. Hertil kommer ungdomstræner Sebastian Jeppesen, der har været aktiv på det seneste THY-hold.
De unge ryttere har fået udleveret deres nye cykler, som bliver deres ejendel, når de den 13. juli 2019 har fuldført projektet og cyklet hele vejen til Paris.
På det første træningstræf skulle de unge ryttere lære at klikke ind og ud af pedalerne.
- Dette kræver lidt tilvænning at være fastspændt til sin cykel, men det gør, at man får et bedre tråd, når man skal cykle så langt, forklarer Lone Krogh Andersen.
Næste træning består af en Watt test i Vendia Fitness, hvor de unge mennesker får målt deres kondition, så vi har det som dokumentation for, hvor meget de flytter sig i løbet af det næste halvandet år.
- Vi skal også fire gange på køreteknisk anlæg for at træne det at køre sammen som en gruppe og blive klar til at komme sikkert ud i trafikken, tilføjer Lone.
Annonceret indhold

Nyeste