Så blev juletræet i Hirtshals tændt
Det store Bagterp Blæser orkester spillede julestemningen ind på Den Grønne Plads i Hirtshals, inden selve julemanden skulle tænde lyset i det store træ.
Der var stort fremmøde af både børn og forældre da julemanden præcis kl. 17, fredag var kommet til Hirtshals for at tænde det store juletræ på Den Grønne Plads.
Efter spændingen var forløst, og alle kunne nyde synet af det store træ med lys i, skulle der dansens omkring det, her førte julemanden an, og børn og forældre fulgte trop. Der var dog stor længsel efter det slik, der efterfølgende skulle deles ud, så det blev kun til et par omgange, så var tålmodigheden sluppet op hos børnene.
Mens der blev delt slik ud til børnene, og bjesk til de voksne, sang Nordsø Koret julens sange, som på denne smukke aften gav de fremmødte en skøn oplevelse.
Elever fra Hirtshals Skole havde i løbet af ugen pyntet juletræerne i gågaden, og det flotteste træ blev kåret. Vinderen blev 1.B, som i præmie fik en lækker kagemand, hvor der var rigeligt til 30 personer.
Den planlagte auktion over sponsorgaver fra byens butikker, hvorfra overskuddet går til Børnenes Jul, var udskudt til søndag på grund af manglende fremmøde.