Så blev det endelig jul på Sindal Skole
Det gik ikke stille for sig, da elever, lærere og teknisk personale på Sindal Skole fejrede den sidste skoledag inden juleferien. Der var optræden af lærerne, og det tekniske personale havde lavet dekorationer og sørgede for, at alt det tekniske virkede. Der var musik og sang af eleverne, kaskader af konfetti samt fyrværkeri.
Det er en gammel tradition på skolen, at den sidste dag inden juleferien fejres med optrin af forskellig slags. Skolens omkring 500 elever var samlet i festsalen og var spændte til bristepunktet, for hvad mon lærerne havde fundet på af løjer i år.
Det viste sig at være en historien fra julekalenderen om Tinka og Kongespillet. En historie som børnene kendte særdeles godt, og de levede sig så meget ind i fortællingen, at de var ved at overtage det hele.
Juleeventyret handlede om de tre kongsemner, der vinder hver sin udfordring. Prins Fileas og hærchef Ingi forsøger at ødelægge det hele. Kongespillet ender uafgjort og skal nu afgøres ved et rigtigt kongespil. Prins Fileas sættes fri af Ingi, og han vil nu stjæle kronen. Da Ingi finder ud af, at Fileas ikke ønsker Ingi som dronning, skifter hun side og hjælper kongsemnerne i kampen mod Fileas.
Alt ender heldigvis ender godt, så eleverne på Sindal Skole kan tage hjem til en fredfyldt juleferie.