”Rundt på Gulvet” er klar til dans i Hjørring
Fladstrand Spillemændene spiller op til dans 25. september
HJØRRING: Foreningen ”Rundt på Gulvet”, byder velkommen til en festlig danseaften 25. september i, KulturCaféen på Trollhættanvej 18 i Hjørring,
Fladstrand Spillemændene vil levere musikken og den dygtige instruktør Elsebeth Steffensen vil tage sig af dansen. Ballet starter klokken 19.30 og slutter klokken 22.00.
- Vi glæder os til endnu en aften med alle de glade musikere og dansere, vi håber også der dukker nye interesserede dansere op, lyder det fra Lene Rasmussen fra ”Rundt på gulvet”.
Fladstrand Spillemændene har spillet til folkedans i Frederikshavn i mere end 25 år.
Også i andre sammenhænge er Fladstrand Spillemændene aktive, f.eks. som gæstespillere i andre folkedanser foreninger.
Musikken som Fladstrand Spillemændene spiller, er frisk og godt fremme i skoene, lige efter spillemandsbogen. Den er suppleret med ørehængende favoritter fra Sverige, Fanø, Læsø og andre steder, hvor der har været god tradition for dans og spil.
Orkesteret består af ni medlemmer, som spiller på bl.a. violiner, harmonikaer og bas.
Arrangementet er gratis, alle er velkomne, også til at sidde og lytte til musikken.
Der kan købes kaffe, te, øl og vand i cafeen.
Kage til kaffen, må man selv medbringe.