HJØRRING: Foreningen " Rundt på Gulvet " byder velkommen til en ny sæson med Folkedansebal i KulturCafeen i Hjørring.
- Vi glæder os til at gense de tidligere trofaste dansere, og håber også vi kan byde nye interesserede deltagere velkommen, lyder det fra Lene Rasmussen.
Onsdag 29. august klokken 19.30 - spiller Fladstrand Spillemændene op til dans i KulturCafeen, Trolhættanvej 18 i Hjørring, og sammen med den dygtige danseinstruktør Ture Andersen, er der lagt op til en fornøjelig aften.
Fladstrandspillemændene har spillet til folkedans i Frederikshavn i mere end 25 år.
Hver torsdag i sæsonen spiller de op til folkedansernes træningsaften i Frederikshavn.
Også i andre sammenhænge bliver instrumenterne luftet, for eks. På Knivholt, til Spillemandsmesse og nu og da til gæstespil i andre folkedanserforeninger.
Musikken som Fladstrandspillemændene spiller, er frisk og godt fremme i skoene, lige efter spillemandsbogen, den er suppleret med ørehængende favoritter fra Sverige, Fanø, Læsø og andre steder, hvor der har været god tradition for dans og spil.
Fladstrand Spillemændene består i dag af ni medlemmer, som spiller på blandt andet violiner, harmonikaer og bas.
Arrangementet er gratis, alle interesserede er velkomne.
Der kan købes kaffe, øl og vand i Cafeen.
Man må selv medbringe brød til kaffen.
Rundt på Gulvet byder op til dans
Fladstrandspillemændene og instruktør Ture Andersen er klar til danseaftenen
18. august 2018 kl. 11.31