Rund fødselsdag og firmajubilæum
Mærkedagene står nærmest i kø i maj for Jens Skjoldager: For ganske nylig kunne han fejre, at det var 30 år siden, at han blev selvstændig som blot 20-årig, da han etablerede eget firma, og 22. maj fylder han så 50 år.
Som der stod i Vendsyssel Tidende i maj 1987, under overskriften "20 år - klar med maskinstation": "En drøm er gået i opfyldelse for den 20-årige Jens Skjoldager i Bjergby. Mens andre drømmer om fredelige timer til afslapning, er det drømmen om rigtigt at komme til at bestille noget med egne maskiner, der er gået i opfyldelse her".
Da han sprang ud som selvstændig, var det uden ret mange sommerfugle i maven.
- Det var bare at gå på med krum hals, som han siger.
Det har han så gjort siden, men med fokusskifte undervejs: I begyndelsen koncentrerede han sig kun om landbruget i forbindelse med høst og såning, men fra 1999 har firmaet udelukkende været en entreprenørvirksomhed. Dog stadig med landbruget i kundekredsen, eksempelvis når der skal udføres dræn-opgaver.
Gennem årene er både maskinparken og medarbejderskaren - Jens Skjoldager har tre ansatte plus det løse i spidsbelastningsperioder - vokset hos Skjoldager Dræn- og Entreprenørforretning ApS.
Firma- og privatadressen i Bjergby er den samme, så arbejdet har det med at fylde godt i kalenderen. Den sparsomme fritid bruges derfor gerne i selskab med familien, der tæller hustru og i alt fem børn - kun to af børnene bor dog hjemme.
Selv om man fornemmer, at Jens Skjoldager måske helst ville sidde i en rød Massey Ferguson mandag, så har han alligevel indvilliget i at at være til stede i privaten. Han lover således, at der er kaffe på kanden, hvis det skulle banke på døren.tn