Rosenbaum erstatter Lehfeldt
Hjørring Teater præsenterer 10. marts forestillingen "Inden Jeg Fylder 67" på Vendelbohus, men det bliver med en ændret rollebesætning i forhold til det først annoncerede: På grund af sygdom kan Kirsten Lehfeldt ikke medvirke; hun erstattes af Pia Rosenbaum - desuden medvirker Stig Hoffmeyer, Troels II Munk Benjamin Hasselflug og Christine Albrechtslund i komediestykket.
- Inden Jeg Fylder 67 handler om 66 årige Jane, der tager kampen op mod fordomme, om hvad man må og ikke må i hendes alder. Jane har en mission. Efter 30 år med fokus på karrieren og et noget tørlagt sexliv, har hun kastet sig ud på datingmarkedet. Det er tid til en rusketur - inden det er for sent. Det er en smuk menneskelig historie om, at når man handler på noget, man længes efter, og rækker ud efter det, så får man måske noget helt andet og uventet bedre oveni. Inden Jeg fylder 67 er lige så aktuel og morsom for mænd som for kvinder, hedder det i stykkets foromtale.
Inden forestillingen kan man nyde kaffe og kage fra Lagkagehuset kl. 14.45 i restauranten på Vendelbohus.
Forestillingen begynder klokken 16.