Romantisk frieri i shoppingcenteret
Conal overraskede sin Linda med frieri på Valentinsdag - og parret modtog gaveregn fra butikkerne i Metropol
HJØRRING: Der var romantik i luften, kærlighedserklæringer i højtalerne og frieri på centertorvet på Valentinsdag i Metropol Shoppingcenter. Conal Ivory friede til Linda Løvig, og forretningerne i Metropol stod klar med gaveregn til parret, der skal giftes 8. marts.
Conal havde inviteret Linda på date på Friends på Valentinsdag, og Linda anede ikke uråd, da kæresten forlod hende klokken 16.30 med et toiletbesøg som påskud. I stedet for at sætte kurs mod toilettet, spurtede Conal imidlertid op på næste etage, hvor centerchef Jane Melgaard Olesen stod klar med mikrofonen til centerets højtaleranlæg. Og her erklærede han på klingende irsk sin kærlighed til Linda. I mellemtiden var en gruppe venner dukket op ved Lindas bord på Friends, og de førte hende via en rosebladsstrøet gang til centertorvet, hvor den røde løber og et stort rød hjerte ventede.
Conal kom med raske skridt sin kæreste i møde og faldt på knæ for hende. Og svaret på frieriet var ubetinget ja og et kærligt kys.
Rundt omkring på centertorvet fulgte centerets gæster frieriet, og der blev knebet en tåre her og der over den romantiske scene.
Efterfølgende blev parret overdænget med gavekort fra shoppingcenterets butikker.
Linda Løvig fortalte efterfølgende, at Conal havde opført sig en smule mærkeligt den seneste uge.
- Især i dag, men det kunne jo skyldes alt muligt. Jeg havde ikke ventet det her - men det er her er totalt ham, tilføjede Linda med et stort smil.
- Jeg måtte hele tiden finde på forskellige undskyldninger. Hun spurgte, hvorfor jeg var nervøs, og jeg svarede, at det var fordi vi var væk fra vores barn, smilede Conal.
- Hver gang hun udspurgte mig, skulle jeg jo finde på nye forklaringer - og det virkede.
Parrets datter er seks måneder og hedder Amelia.
Linda har arbejdet i Metropol Shoppingcenter i Søstrene Grene tilbage i 2008. Hun arbejdede sig op i organisationen og rejste ud i verden. I Irland skulle hun åbne en butik, hvor Conal blev ansat. Og her opstod der sød musik.