Røde Kors samler ind søndag
Røde Kors samler ind på søndag, og der er stor opbakning blandt gymnasieelever i Hjørring til indsamlingen.
- Over 50 gymnasieelever har tilmeldt sig indsamlingen, og vi har stadig ledige ruter, hvis enkelte gymnasieelever eller andre ønsker at deltage, lyder det fra indsamlingsleder Jens Hermansen.
Røde Kors er verdens største humanitære organisation. Alene i Syrien når Røde Kors frem med nødhjælp til 4,5 millioner mennesker hver måned. Røde Kors har et særligt mandat til at arbejde i verdens konfliktzoner og hjælper uden at skele til nationalitet, religion eller politiske holdninger.
- Hver dag hjælper vi også udsatte mennesker i Danmark. Vi besøger ensomme ældre, skaber netværk for udsatte børnefamlier, våger ved døende og tager imod flygtninge. Hver dag rækker vi hånden ud til mennesker, der har brug for hjælp.
I Hjørring donerer Danbolig vandflasker til de mange frivillige indsamlere, og Føtex donerer kage til de frivillige, når indsamlingsturen er overstået.
- Vi har også stor hjælp af Danske Bank, der hjælper med optælling af pengene i indsamlingsbøsserne.