Rødderne gik Lucia i Sindal Bykirke
Rigtig mange havde fundet vej ind i varmen i Sindal Bykirke til "De ni læsninger" og Lucia-optoget sidste onsdag på selve Lucia dagen den 13. december. Sindal skole-kirkekor Rødderne indledte med et meget smukt Luciaoptog og sang Lucia-sangen "Nu bæres lyset frem, stolt på din krone", mens de gik ind i den mørklagte kirke. De tog alle opstilling i koret og sang "Engle fra Guds høje himmel".
I fællessalmen "Vær velkommen, Herrens år" blev det første vers sunget af solisterne Matilde og Emma, og det andet vers blev sunget af kirkekoret, hvorefter menigheden og koret sang med på resten af salmen.
Efter denne salme læste sognepræst Iben Aldal og medlemmer af menigheden "De Ni Læsninger" om Skabelsen, Syndefaldet, Profetien, Bebudelsen, Fødslen, Hyrderne på marken, De vise mænd, Ordet og Bekendelsen til Kristus. Ind imellem læsningerne var der fællessalmer, og kirkekoret Rødderne sang flere sange blandt andet "Sikke dog et glædeligt budskab" af Sigurd Barrett, samt der var solosang ved kirkesanger Katrine Bach Skovmand.
Efter Fadervor og Velsignelsen gik kirkekoret Rødderne syngende ud af kirken.
Som afslutning på en dejlig aften var der inviteret til fælles samvær i Sognegården, hvor der blev serveret kaffe og æbleskiver.