Ringede 93.000 kroner hjem på en time
Dansk Folkehjælp i Hjørring håber at kunne dække stigende behov for julehjælp - kom et godt stykke af vejen med erhvervsindsamling
HJØRRING: Meget tyder på, at behovet for julehjælp i Hjørring kommune er stigende: Mere end 190 borgere har søgt Dansk Folkehjælp om julehjælp. Og selv om alle ansøgninger nu skal løbes igennem - man skal være enlig forsørger på overførselsindkomst med børn under 18 - så peger pilen i en klar retning: Sidste år blev der således ”kun” uddelt julehjælp til knap 100.
Derfor er Dansk Folkehjælps lokalformand også glad for resultatet af en erhvervsindsamling, der blev foretaget torsdag eftermiddag i Golf Caféen i Hjørring. Ni personer ringede rundt i en time, og der blev givet tilsagn om bidrag på 93.000 kroner.
- Det er bare så flot. Det er dobbelt så meget som sidste år - jeg glæder mig også over, at de ni gerne vil være med næste år, for det er personer med et godt netværk, siger Jette Videnkjær.
Torsdagens resultat, bidrag i løbet af året, overskud fra genbrugsbutik og en rest fra sidste år spædes op med indsamlinger tre lørdage i december - blandt andet på Bispetorv og ved A-Z.
- Det er mange bække små, som forhåbentlig gør så stor en å, at alle godkendte ansøgere kan få julehjælp, siger lokalformanden.
Julehjælp til en ansøger - mad, gavekort med mere - koster ifølge formanden 1500 kroner.
Erhvervspanelet bestod af følgende:
* Johnny Lindrup Nielsen, Peugeot
* Dennis Morild, Dana Cup SportsCenter
* Lars Trampedach, Madsen og Hedegaard
* Kenny Kristensen, Centrum-Auto
* Lisa H. Pedersen, Red Barnet Hjørring
* Michael Nielsen, LO Vendsyssel
* Lars Horne Sørensen, Skaga FM
* Louise Hvelplund, byrådsmedlem
* Morten Bredal Weinkouff, restauratørtn