Revyholdet satte scenen for første gang i Hjørring
HJØRRING: Mandag var det første prøvedag for revyholdet bag Hjørring Revyen. De har de sidste tre uger prøvet materialet af i København.
Nu venter tre uger med prøver på Vendsyssel Teater, inden premieren onsdag 5. juni.
Direktør og kapelmester, Henrik Baloo Andersen, præsenterede sit nye hold. Det består af skuespillerne Preben Kristensen, Trine Gadeberg, Kasper Le Fevre, Rasmus Søndergaard og Christiane G. Koch
Scenograf er Camilla Bjørnvad, og koreografien står Peter Friis for.
Herudover er Jakob Fauerby tilknyttet som konsulent.
Nu venter tre hårde uger, inden skuespillerne er klar til at stå foran publikum. Henrik Baloo Andersen er ikke i tvivl om, at holdet nok skal blive klar.
- Vi har allerede haft en fremragende prøveperiode i København, sagde han.
Han glæder sig til at præsentere publikum for både en ny scenografi, som scenograf Camilla Bjørnvad står bag. Men også til at præsentere publikum for det, han omtaler som” mange, gode små tekster.”
- Jeg synes, at vi også i år har udviklet os, som vi hele tiden bør, sagde han.
- Og så laver vi jo bare ikke noget, vi ikke selv synes er sjovt. Det plejer at være en meget god tommelfingerregel.
Til at kvalitetssikre yderligere har revyen i år ansat skuespiller Jakob Fauerby som konsulent. Han kommer ikke til at stå på scenen, men foran den.
- Jeg er øjet udefra, der skal spotte, om det det, der foregår på scenen fungerer, forklarede han.
Blandt skuespillerne var der masser af arbejdsglæde at spore. En af revyens kendinge, Preben Kristensen spiller med for femte gang.
- Hvad jeg glæder mig mest til … det må faktisk være en ægte vrøvlesang, som jeg skal synge. Det er en sådan lidt klassisk vaudeville-inspireret melodi, som Henrik har skrevet, siger Preben Kristensen
Skuespiller og tekstforfatter Rasmus Søndergaard er en erfaren revymand. Men han har aldrig spillet revy i Hjørring før.
- Men jeg glæder mig. Vi er allerede et godt sammentømret hold, der er ret enige om i hvilken retning, humoren skal gå. Samtidig er plads til at prøve nogle ting af, sagde han.
Revyen spiller frem til 27. juli.