Revy er klar til at slå døren op

I weekenden fik Lundergård Revyens hold på og bag scenen det sidste på plads inden fredagens premiere

29. april 2019 kl. 11.07

HJØRRING: Fredag er der premiere på Lundergård Revyen, der tidligere har taget kegler og priser, når der har været afviklet DM for amatørrevyer.

Tiden er kommet til 37. udgave af revyen, der hvert år afleverer et overskud på den rigtige side af 100.000 kroner til arbejdet med børn og unge i den lokale idrætsforening.

Der er planlagt ti forestillinger med plads til mere end 4000 publikummer - 83 procent af billetterne er allerede solgt.

- Så det ser fornuftigt ud, konstaterer revyens formand, Pia Sommergreen Bengtsen.

Årets revytitel er ”Døren er åben”, og den instrueres af Anne Mette Nors og Dorte Mørch. I løbet af revy-aftnerne finder de to også selv vej til scenen, hvor man ellers finder følgende besætning: Lars Boelt, Anders Holm, Morten Pedersen, Helle Larsen-Ledet, Pia Karstensen og Sisse Holm Lundtoft.

Kapelmester er Andreas Svaneborg.

Som noget nyt har revyen søsat mulighed for også at købe mad til hverdags-forestillingernes to torsdage, hvor den står på tapas fra Bryghuset Vendia.

- Det er noget, vi forsøger at løbe i gang, da mange publikummer alligevel tager ud og spiser inden revyen. Og man har taget godt imod den mulighed, siger Pia Sommergreen Bengtsen.

Ved fire af forestillingerne er der spisning, revy og dans - Bryghuset Vendia og Bones Hjørring leverer skiftevis maden. Sidstnævnte har i år afløst Slagter Bay som leverandør.

Formanden fortæller også, at man i enkelte numre kan se at aktørernes børn er med på scenen, hvilket måske på sigt kan være med til at sikre revyens fødekæde, hvis nogen stopper.

Tre af de ti forestillinger er i øvrigt blevet købt af Føtex, Nordjyske Bank og Hjørring Antenne Selskab.tn

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste