
Rent vand, sundhed og miljø i fokus: Vandselskab har fået nye farver
Med et nyt logo og en ny hjemmeside markerer Hjørring Vandselskab en ny begyndelse
HJØRRING: At levere rent drikkevand og håndtere spildevand har altid – og vil altid – være Hjørring Vandselskab A/S’ kerneydelse. I de kommende år vil arbejdet med at beskytte folkesundheden og klimatilpasning dog komme til at fylde stadig mere. For at afspejle det, har forsyningen fået nyt logo og lanceret en ny hjemmeside.

- Tiden og opgaverne er vokset fra Hjørring Vandselskab A/S’ nuværende logo. For at vise omverdenen, hvordan vandselskabet passer ind i dit liv og miljø, har bestyrelsen besluttet at skifte logo. De nye farver bliver blå og grønne, og logoet fortæller om et menneske, der indgår i vandets kredsløb og i verden. Og det er netop den plads, vi har, understreger bestyrelsesformand Ole Ørnbøl i en pressemeddelelse fra vandselskabet og han fortsætter:
- Vi kan ikke tage mennesket ud af naturen eller vandets kredsløb. Vi indgår i det, og vi kan ikke leve uden vand eller natur. Desuden har vandselskabets arbejde igen grænser, for vandet er alles ressource. Den fortælling er vigtig for Hjørring Vandselskab at få fortalt, for det er op til os alle at passe på vandet og naturen.
Klima og events
Vandselskabet er de sidste år blevet tilført nye opgaver. Fokus er fortsat funktionelle og tekniske opgaver, der drejer sig om vand, rør og beton. Men det er blevet stadig mere vigtigt at bistå med klimatilpasningsprojekter, forslag til fremtidens villaveje, deltagelse i events som Naturmødet og stadig mere borgerinddragelse om lokale, rekreative områder. Den røde tråd igennem alt arbejdet er borgernes sundhed og miljø, og det er det arbejde, det nye logo afspejler, forklarer Ole Ørnbøl.
- Medarbejderne i selskabet er stadig især ingeniører, maskinmestre, landmålere og håndværkere. Men nye fagligheder er kommet til og har føjet nye dimensioner til selskabets arbejde. Det drejer sig om medarbejdere med mere dybgående kendskab til biokemi, højt kvalificerede IT-folk og mennesker med faglig tilgang til kommunikation. Vi ser os selv som samarbejdspartnere og solidt funderet i lokalsamfundet. Derfor har vi åbnet stadig mere op for deltagelse i events, for mere borgerinddragelse i lokale projekter, for at fortælle om vores arbejde i medierne og igennem samarbejde med skoler og foreninger. Og nu rækker vi yderligere ud med vores nye logo og tilhørende hjemmeside.
Vi er her for kunderne
- Som en del af det nye udseende har Hjørring Vandselskab nemlig også redesignet hjemmesiden. Allerede der kan nysgerrige finde flere informationer om vandselskabets arbejde igennem videoer, plancher og artikler. Besøgende på hjemmesiden kan også som nu få adgang til deres kundeportal og kundeservice, for det skal være nemt at tilgå vandselskabets services, siger administrerende direktør for Hjørring Vandselskab, Tommy Mostrup i pressemeddelelsen.
- Vi er her for kunderne. Det er dem, der betaler for, at vi kan gøre vores arbejde. Derfor skal vi også være tilgængelige. Den nye hjemmeside er indgangsportalen til Hjørring Vandselskab – særligt i disse coronatider. Den gør det let at komme i kontakt med os, finde informationer om dit vand og blive klogere på, hvad vi laver.
- Vil du opleve vores arbejde i bybilledet, kan du i denne tid blandt andet møde vores medarbejdere og entreprenører omkring Elsagerkvarteret i Hjørring eller i Hirtshals, hvor de er i gang med et stort separatkloakeringsprojekt. Se efter de blå-grønne farver i det nye logo.
